Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bogota, 11/02/2026 - 03:15

Kidnappet colombiansk senator løslades efter præsidentens advarsel

Colombias præsident melder om attentatforsøg mod ham, mens senator i landet meldes løsladt efter kidnapning.

Handout/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En colombiansk senator blev tirsdag kidnappet og holdt som gidsel i flere timer.

Samtidig melder Colombias præsident om et attentatforsøg mod ham.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker forud for et valg i landet, som observatører har advaret om kan blive præget af vold.

Senator Aida Quilcue, som repræsenterer landets oprindelige befolkning og er aktivist og menneskerettighedsprismodtager, blev omkring frokosttid lokal tid bortført af ukendte personer i provinsen Cauca, hvor hun bor.

Cauca, som ligger sydligt i landet, er et konfliktfyldt område med et stort omfang af kokaproduktion, og det er i vid udstrækning kontrolleret af oprørsgrupper bestående af tidligere Farc-soldater.

Den 53-årige Quilcue blev kidnappet, mens hun befandt sig i en bil med to bodyguards, siger datteren Alejandra Legarda.

En gruppe vagter, som også repræsenterer den oprindelige befolkning, fandt senere bilen, men uden nogen personer i, har forsvarsminister Pedro Sanchez ifølge AFP oplyst.

Landets præsident, Gustavo Petro, advarede efterfølgende de ansvarlige om, at de skulle løslade Aida Quilcue, hvis ikke de ville risikere at krydse det, han kaldte en rød linje.

Kort tid derefter sagde forsvarsminister Sanchez, at senatoren og hendes bodyguards var blevet befriet og var i sikkerhed.

Petro hævder samtidig, at han har været mål for et attentatforsøg. Han har i flere måneder advaret om et angiveligt plot mod ham fra narkotikasmuglere.

Mandag aften kunne hans helikopter ikke lande på en destination ved den caribiske kyst på grund af frygt for, at personer ville skyde mod den, siger præsidenten uden at uddybe, hvilke personer der er tale om.

- Vi måtte flyve ud over åbent hav i fire timer, og jeg landede et sted, det ikke var meningen vi skulle til, for at undslippe drab, siger Petro.

Colombia skal afholde parlamentsvalg den 8. marts og præsidentvalg den 31. maj med en eventuel anden valgrunde i juni.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek