Washington D.C, 26/11/2025 - 22:08
To soldater fra USA's nationalgarde mister livet efter skyderi
Soldater fra USA's nationalgarde, som er blevet skudt i Washington D.C., er afgået ved døden, siger guvernør.
Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De to soldater fra USA's nationalgarde, som er blevet skudt i Washington D.C. onsdag, er afgået ved døden.
Det siger guvernøren i den amerikanske delstat West Virginia, Patrick Morrisey.
- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at begge medlemmer af nationalgarden i West Virginia, som tidligere i dag blev skudt i Washington D.C., er afgået ved døden som følge af deres skader, skriver han på det sociale medie X.
- Vi er løbende kontakt med føderale embedsmænd, mens efterforskningen fortsætter.
Meldingen kommer, kort efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, skrev, at de var i kritisk tilstand.
Det skete på det sociale medie Truth Social.
- Dyret, der skød de to soldater fra nationalgarden, som begge er i kritisk såret og nu på to separate hospitaler, er også alvorligt såret, lød det fra præsidenten.
Vedkommende kommer til at "betale en høj pris", skrev præsidenten videre uden at blive konkret.
Ifølge vicepræsidenten, J.D. Vance, er der endnu ikke kommet noget frem om et eventuelt motiv.
Lidt før klokken 21 dansk tid kom de første meldinger om, at de to soldater var blevet skudt i den amerikanske hovedstad.
Skyderiet fandt sted tæt på Farragut Square, som er et populær frokoststed for kontoransatte. Det ligger kun nogle gader fra Det Hvide Hus.
Kort efter de første meldinger om skyderiet, kom det frem, at en mistænkt var blevet anholdt af det lokale politi.
Efter skyderiet gik Det Hvide Hus i sikkerhedsberedskab. Præsidenten befinder sig i øjeblikket i Florida.
Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, har ifølge Reuters meddelt, at al trafik til og fra Ronald Reagan Washington-lufthaven blev kortvarigt indstillet.
Beslutningen om at indstille trafikken var "relateret til myndighedernes aktivitet i Washington", lød det.
Man genoptog dog hurtigt flyvningerne til og fra lufthavnen.
/ritzau/Reuters




