København, 21/05/2026 - 12:13
Regeringsforhandlinger aflyser afslutningsdebat
Den traditionsrige maratondebat, som afslutter et folketingsår og var planlagt til onsdag, finder ikke sted.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Folketingets traditionsrige afslutningsdebat finder ikke sted 27. maj som ellers planlagt på grund af regeringsforhandlingerne, oplyser Folketingets Administration til Ritzau.
- I lyset af regeringsforhandlingerne vurderer Folketingets Administration ikke, at der vil være grundlag for en afslutningsdebat, lyder det.
Folketingspartierne har været inddraget i beslutningen, oplyser administrationen.
I modsætning til åbningsdebatten er afslutningsdebatten ikke grundlovsbestemt.
Typisk er afslutningsdebatten en maratondebat, som begynder om morgenen, og som slutter langt ud på aftenen.
I 2025 varede debatten 16 timer, og den sluttede cirka klokken 00.22.
Debatten markerer afslutningen på et folketingsår, og den tager - ifølge Folketinget - udgangspunkt i en "forespørgsel til statsministeren om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation stillet af alle Folketingets partier".
/ritzau/




