Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/04/2024 - 08:00

Misundelse og utilstrækkelighed gav DR-stjerne stress

Det var følelsen af utilstrækkelighed, der gav skuespiller Rasmus Bruun et stressnedbrud. Han følte et stort pres, da vennen Frederik Cilius vandt en Robert.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

En dag gik klappen fuldstændig ned for skuespiller og satiriker Rasmus Bruun.

Det skete under optagelserne af anden sæson af den populære DR-serie "Orkestret", der har premiere 12. april.

Nedbruddet, som Rasmus Bruun selv beskriver det, kom af en følelse af utilstrækkelighed.

Det begyndte, da Rasmus Bruuns gode ven og trofaste makker gennem mere end ti år, Frederik Cilius, fik en Robert for sin præstation i første sæson af "Orkestret".

De to har delt stort set alle deres karrieremæssige højdepunkter - fra deres gennembrud i Radio24syv-programmet "Den korte radioavis" til tv-serien "Operarejsen" sammen med deres tredje musketer, komponisten Allan Gravgaard Madsen.

Selv om Rasmus Bruun var både imponeret og glad på vegne af vennen, lagde succesen også et pres på ham, som ikke var til at give slip på.

- Jeg følte, at hvis jeg skulle være lige så god som Frederik, så blev jeg nødt til at få den Robert og komme op på det niveau for at bevise, at jeg også var værdig til at være her. Det var sådan en tvangstanke til sidst, siger den 41-årige skuespiller.

Følelsen af utilstrækkelighed voksede sig til en misundelse - og det til trods for at Rasmus Bruun ikke selv betegner sig som misundeligt anlagt.

- I vores samarbejde har vi nok altid haft en fælles forståelse af, at jeg måske var bedre til at spille skuespil end Frederik. Det tror jeg, at jeg havde fundet en tryghed og en identitet i. Da Frederik så viste sig at være bedre, så havde jeg ikke det ben at stå på længere. Så følte jeg, at jeg ikke var noget værd, siger han og fortsætter:

- Så det var den følelse, jeg blandt andet skulle overvinde.

Optagelserne på DR-serien blev sat i stå, mens Rasmus Bruun kom tilbage til hægterne.

Rasmus Bruun har tidligere fortalt, at han troede, at han var ved at blive dement.

Men selv om han var hårdt ramt, kunne han et par måneder senere vende tilbage i rollen som den konfliktsky leder Jeppe Nygren.

- Jeg overraskede sgu mig selv, men det handler om mindsettet. Jeg er i stand til at køre mig selv helt ned under gulvbrædderne ved hjælp af tankens kraft, men jeg kan så også få mig selv op igen med den rette indstilling og de rette tanker, siger Rasmus Bruun.

Men det hurtige comeback kom ikke af sig selv, erkender han.

- Jeg var en duksedreng på alle områder. Jeg lavede ingenting, sad og gloede ud i luften, jeg spiste sundt og antiinflammatorisk, jeg gik lange ture, jeg dyrkede yoga - altså jeg gjorde alt det rigtige. Det var meget asketisk og meget stille og roligt. Så det virker, siger han og fortsætter:

- Jeg har genfundet glæden ved mit arbejde og mit liv. Så det er et godt udgangspunkt.

Anden sæson af "Orkestret" udspiller sig 16 måneder efter afslutningen på seneste sæson, og nyskilte Jeppe Nygren og den ambitiøse klarinettist Bo Høxenhaven, spillet af Frederik Cilius, kæmper stadig med at få arbejds- og familielivet til at gå op.

Ud over Rasmus Bruun og Frederik Cilius er også Neel Rønholt, Caspar Phillipson og Lise Baastrup tilbage på rollelisten.

Sæson to af "Orkestret" har premiere på DR og DR TV den 12. april.

/ritzau/

København, 28/03/2025 - 12:21

Kong Frederik understreger sin kærlighed til Grønland

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange den seneste tid ytret sit ønske om at overtage Grønland.

Kong Frederik har fredag udtalt sig om Grønland, som den seneste tid har været omdrejningspunkt for en heftig debat.

Udtalelsen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har sagt, at USA vil overtage Grønland.

- Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt, siger kong Frederik til TV 2.

Det er kongens første ord om Grønland, siden Trump har gentaget sin interesse for Grønland.

Trump sagde natten til torsdag dansk tid, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt, for at få Grønland.

Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det. Men han har sagt, at USA på en eller anden måde nok skal få Grønland, der er en del af rigsfællesskabet.

Det er det, som TV 2 gerne vil høre kongen til. Kong Frederik svarer ikke direkte på spørgsmålet, men understreger altså, at han holder meget af Grønland.

Kongen konstaterer desuden, at "vi lever i en forandret virkelighed". Ordene fra kongen falder, kort før at USA's vicepræsident, J.D. Vance, og hustruen, Usha Vance, lander i Grønland. Det sker ifølge TV 2 omkring klokken 16.30 dansk tid.

Parret skal besøge de amerikanske soldater på Pituffik Space Base, der tidligere blev kaldt Thulebasen, som er USA's eneste militærbase i Grønland.

Men både Trump og Vance har benyttet dagene op til besøget til at understrege USA's interesse for at overtage Grønland.

Ifølge Trump er Grønland en nødvendighed for USA's nationale sikkerhed samt i øvrigt verdens sikkerhed.

Vance har kritiseret Danmark for ikke at gøre det godt nok, når det kommer til sikkerheden i og omkring Grønland.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sagde torsdag til TV 2, at Trumps seneste udtalelser var en "skjult trussel" mod Danmark, og at det var uacceptabelt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/03/2025 - 12:03

Janni Ree er sigtet for at videregive sin eksmands testamente

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Janni Ree nægter, at hun har overtrådt loven ved at videregive sin eksmand Karsten Rees testamente.

Tv-personligheden Janni Ree er blevet sigtet for uberettiget at have videregivet sin eksmand Karsten Rees testamente.

Det oplyser Aprime Management i en pressemeddelelse.

Janni Ree afviser ifølge pressemeddelelsen, at hun har videresendt sin eksmands testamente til nogen, bortset fra at hun har sendt to sider, der omhandlede hende selv, til en person, hun på det tidspunkt anså som en fortrolig.

Erbil Kaya, der er advokat for Janni Ree, udtaler også, at hun nægter sig skyldig.

- Min klient, Janni Ree, nægter sig skyldig og afviser ethvert ulovligt forhold i sagen om videregivelse af et udkast til et testamente, idet min klient udelukkende har sendt et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed, uden at det har været hensigten, at indholdet skulle komme ud til en bredere offentlighed, udtaler Kaya i pressemeddelelsen.

Der bliver arbejdet på at finde en dato, hvor Jannie Ree kan blive afhørt af politiet, lyder det i pressemeddelelsen.

Janni og Karsten Ree gik hver til sit i august efter ni år som ægtefolk.

Siden skilsmissen har de tidligere ægtefolk allerede mødt hinanden i retten en gang.

Det var tidligere på måneden, da Karsten Ree forsøgte at få nedlagt fogedforbud imod Janni Rees bog "Evig Diva".

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre, men det kom frem, at Karsten Rees modstand mod bogen skyldtes, at han mener, at den er i strid med en fortrolighedserklæring, som Janni Ree har underskrevet.

En uge efter retsmødet afgjorde retten, at Janni Rees bog skulle fjernes fra hylderne.

Hun valgte at kære den afgørelse til landsretten.

Den paragraf, Janni Ree er sigtet for, er ifølge pressemeddelelsen straffelovens 264d.

Den drejer sig om uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold.

Overtrædelse af paragraffen kan straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/03/2025 - 08:00

FAKTA: Katte med ejere er husdyr

* Hovedreglen i mark- og vejfredsloven er, at husdyr holdes på egen grund.

* Ifølge loven skal ejere af husdyr sikre, at dyrene ikke bevæger sig ind på anden persons ejendom eller bevæger sig ud på veje til fare for færdslen.

* Da ejerkatte betragtes som husdyr, gælder bestemmelsen også for katte.

Kilde: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/03/2025 - 08:00

Sådan er du stillet hvis du påkører et dyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis et husdyr eller kæledyr forårsager bilskader, dækker din kaskoforsikring som udgangspunkt. Uden kasko skal du selv føre sagen og bevise ejerens ansvar.

Husdyr uden opsyn kan udgøre en alvorlig risiko, hvis de bevæger sig uden for ejerens grund.

Et løssluppent kæledyr på vejene kan især være farligt for trafiksikkerheden.

Men hvem bærer ansvaret, hvis en hund, hest eller kat bliver påkørt og forårsager skade på bilen?

Som udgangspunkt er det kaskoforsikringen, der skal dække udgifterne, hvis du kommer til at påkøre et dyr, og din bil bliver beskadiget.

Det fortæller Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Som bilist skal du altid kontakte dit eget forsikringsselskab. Hvis der så kan gøres et krav gældende mod dyrets ejer, vil det være forsikringsselskabet, der selv vil forsøge at få pengene fra ejeren, siger hun.

Et forsikringsselskab kan i visse tilfælde kræve, at en udbetalt erstatning bliver dækket af en ansvarlig skadevolder. Det kaldes, at forsikringsselskabet kan gøre regres.

- Hvis du ikke har en kaskoforsikring, er situationen noget anderledes, da det bliver vanskeligere at få dækket eventuelle udgifter til at udbedre skader, siger Anne Garde Slothuus og uddyber:

- I så fald skal du selv føre sagen og bevise, at dyrets ejer kan holdes ansvarlig. Det forudsætter desuden, at du kan finde frem til, hvem der er dyrets ejer.

Ifølge Anne Garde Slothuus har en bilist også selv et ansvar i trafikken. Det kaldes et objektivt ansvar, der betyder, at bilisten som udgangspunkt kan holdes ansvarlig for eventuelle skader, uanset om der er handlet uansvarligt eller ej.

- Men dyrets størrelse kan også spille en rolle. Det er eksempelvis lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for heste og hunde, mens der ikke er krav om forsikring for katte, siger hun.

Regler om husdyr fremgår af blandt andet af mark- og vejfredsloven, der hører under Landbrug- og Fiskeristyrelsen.

Hovedreglen i loven er, at husdyr skal holdes på egen grund. Det vil sige, at ejere af husdyr skal sikre, at dyrene ikke bevæger sig ind på andres ejendomme eller ud på veje.

Ligesom med biler gælder der også et objektivt ansvar for heste og hunde. Dyrets ejer kan holdes ansvarlig, uanset om ejeren har handlet uansvarligt eller ej.

I hesteloven står der, at ejeren af en hest er forpligtet til at erstatte skader, hesten forvolder, når den er løsgående.

Og hundeloven fastslår, at den, der er i besiddelse af en hund, skal sørge for at forhindre, at hunden forvolder skade på personer, andre dyr og en andens ejendom.

Men uanset placeringen af ansvaret skal du anmelde skaden til din kaskoforsikring, hvis du har en.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek