Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Peshawar, 10/05/2026 - 07:20

12 politifolk meldes dræbt efter bilbombe i Pakistan

En militant gruppe har taget ansvar for et angreb mod politifolk i Pakistan. Bilbombe blev anvendt.

Af: /ritzau/

Mindst 12 politifolk er blevet dræbt, efter at en bilbombe blev detoneret ved en forpost i det nordvestlige Pakistan.

Det oplyser det lokale politi ifølge Reuters.

Angrebet fandt sted lørdag. En anonym politibetjent fortæller til Reuters, at mistænkte militante kørte en bil fyldt med sprængstoffer ind i bygningen.

Herefter trængte de ind i bygningen og begyndte at skyde mod de tilbageværende politifolk.

En militant gruppering, som er kendt under navnet Ittehad-ul-Mujahideen, har siden taget ansvaret for angrebet, skriver Reuters.

Tre betjente blev fundet i live og sendt på hospitalet, lyder det fra pakistansk politi.

Pakistan har tidligere beskyldt nabolandet Afghanistan for at huse militante grupper, så de kan planlægge angreb på pakistansk jord.

Det har Taliban-styret i Afghanistan benægtet. Ifølge Taliban er angreb fra militante et internt pakistansk problem.

Konflikten mellem de to lande eskalerede i februar og marts med flere angreb.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek