Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 12/04/2026 - 05:11

Britisk politi anholder 523 demonstranter for støtte til forbudt gruppe

Politiet i London fjernede på Trafalgar Square siddende demonstranter, der viste støtte til forbudt gruppe.

Carlos Jasso/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet i Storbritanniens hovedstad, London, har lørdag anholdt 523 personer i forbindelse med en demonstration på Trafalgar Square.

Det meddeler politiet natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.

- 523 personer blev i dag anholdt for at vise støtte til en forbudt organisation, skriver politiet.

Det tilføjes, at de anholdte er mellem 18 og 87 år.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var lørdagens demonstration arrangeret for at støtte organisationen Palestine Action Group.

Gruppen blev sidste år forbudt af den britiske regering med henvisning til landets terrorlovgivning.

Det skete, efter at medlemmer fra gruppen var brudt ind på en base tilhørende det britiske luftforsvar, skriver Reuters.

Palestine Action Group, der blev grundlagt i 2020, anklager den britiske regering for at medvirke til det, som gruppen betegner som krigsforbrydelser i Gaza.

I februar gav en britisk domstol Palestine Action Group medhold i, at der ikke er hjemmel i loven til at forbyde gruppen. Ifølge afgørelsen er det et brud på ytringsfriheden, skriver AFP.

Indenrigsminister Shabana Mahmood har efterfølgende fået tilladelse til at anke afgørelsen.

Det kan give op til 14 års fængsel at være medlem af Palestine Action Group eller udtrykke støtte til gruppen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Under lørdagens demonstration sad flere demonstranter på campingstole eller på fliser med skilte, der viste støtte til gruppen.

Politibetjente løftede de siddende demonstranter væk, skriver AFP. Når demonstranter blev fjernet, blev der jublet af andre deltagere i demonstrationen på Trafalgar Square.

Siden Palestine Action Group blev erklæret ulovlig sidste år, er næsten 3000 personer blevet anholdt for at støtte gruppen, skriver AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek