Ungarn, 22/05/2026 - 15:08
En dræbt og flere såret i eksplosion på olie- og gasanlæg i Ungarn
Ungarns premierminister delte tidligere fredag billeder af brand, der har kostet mindst en medarbejder livet.
Marton Monus/Reuters
Af: /ritzau/
En person er blevet dræbt, og flere andre er blevet alvorligt såret i en eksplosion på et olie- og gasanlæg i den ungarske by Tiszaujvaros fredag morgen.
Det oplyser det ungarske olie- og gasselskab MOL Group i en erklæring ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge selskabets administrerende bestyrelsesformand, Zsolt Hernadi, er det en rørledning, der er eksploderet.
- Det er en ulykke. Der var ingen ekstern indgriben eller involvering, hverken vi eller myndighederne har set noget i den retning, så man bør ikke drage sådanne konklusioner, siger Zsolt Hernadi på et pressemøde.
Han oplyser også, at alle ofre for eksplosionen er medarbejdere i MOL Group, skriver Reuters.
Ud over den dræbte blev ni medarbejdere fragtet til hospitalet eller modtog behandling på stedet, fortæller bestyrelsesformanden.
På det sociale medie Facebook bekræfter Ungarns premierminister, Péter Magyar, eksplosionen.
Magyar skriver blandt andet, at slukningsarbejdet på anlægget fortsat er i gang, ligesom han deler sin medfølelse med den afdødes familie og ønsker de sårede god bedring.
Premierministeren deler også et billede, der viser store røgskyer vælte op fra anlægget.
Landets økonomi- og energiminister, István Kapitány, ankom efter eksplosionen til stedet.
Han fortæller på et pressemøde, at to medarbejdere, der var kommet alvorligt til skade, ikke længere er i livstruende tilstand.
Alle tilskadekomne er fragtet til hospitaler i nærliggende byer.
Eksplosionen fandt sted på Olefin 1-anlægget i det østlige Ungarn. Anlægget kan producere cirka 370.000 ton af den brandfarlige gas ethylen om året.
Stoffet bruges blandt andet i fremstillingen af plast og produktionen af gummi.
MOL Group bruger størstedelen af den ethylen, selskabet fremstiller, internt, skriver Reuters.
Bestyrelsesformanden siger ifølge nyhedsbureauet, at der i forbindelse med eksplosionen ikke er sket nogen miljøforurening, som kan påvirke befolkningen.
/ritzau/




