Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/07/2026 - 18:15

Islandsk dribler er tilbage i AGF efter et år i Sverige

Mikael Anderson faldt aldrig rigtig til i Stockholm, og nu vender han tilbage til AGF efter et år i Sverige.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter et enkelt år i svenske Djurgården vender Mikael Anderson tilbage til AGF.

Torsdag aften har de danske fodboldmestre på deres hjemmeside præsenteret klubbens tidligere offensivprofil på en fireårig aftale.

Mikael Anderson spillede i AGF fra 2021 til 2025 og forlod før sidste sæson klubben til fordel for et ophold i den svenske liga.

Der nåede han at spille 22 kampe for Djurgården, som fik glæde af otte mål fra islændingens fod.

- Vi var meget glade for Mikael i de fire år, han spillede for os, hvor han var en værdsat og vigtig del af vores trup, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen, som solgte Mikael Anderson for et år siden.

- Han voksede i AGF som spiller og som menneske og har fortsat sin udvikling i Allsvenskan, hvor han har gjort en forskel for Djurgården i det seneste år og har fået bygget på med rutine og erfaring fra en stor klub i Sverige.

Mikael Anderson fortæller selv, at han havde svært ved at falde til i Stockholm, hvor Djurgården har hjemme.

- Jeg er meget glad for, at det er faldet på plads, så jeg igen kan kalde mig AGF-spiller, og jeg vil gerne sende en stor tak til Djurgården for, at vi kunne finde en god løsning med AGF, siger Mikael Anderson.

- Min tid i Sverige blev ikke, som jeg havde håbet på – primært uden for banen for mig og min familie. Og det bedste skridt for mig er nu at komme hjem og finde tilbage til rødderne – også fodboldmæssigt, siger Anderson, som slår fast, at han ikke har fortrudt sit skifte til Sverige.

Mikael Anderson har trods sin islandske nationalitet spillet det meste af sin karriere i Danmark, hvor han også har optrådt på ungdomslandshold.

Som ungdomsspiller var han i både AGF og FC Midtjylland, hvor han også fik seniordebut. Han har også spillet i både Vendsyssel FF og hollandske Excelsior, inden han i 2021 kom til AGF.

AGF præsenterede tidligere torsdag en anden gammel kending, da Jens Jønsson skrev under på en kontrakt.

RITZAU

TjekDet - faktatjek