Helsinki, 05/03/2025 - 19:31
Drengekor binder sløjfe på kongeligt statsbesøg i Finland
Det danske kongepar er onsdag værter ved et arrangement, som er sidste punkt i et to dage langt statsbesøg.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I to dage har kong Frederik og dronning Mary besøgt næsten alle hjørner af den finske hovedstad, Helsinki, for at markere og styrke forholdet mellem Danmark og Finland.
Afslutningen på det to dage lange statsbesøg i Finland blev markeret ligeså onsdag aften. Her optrådte to drengekor - et finsk og et dansk - ved statsbesøgets sidste punkt, et returarrangement i Finlandia Hall med kongeparret som værter.
Det var Københavns Drengekor og det finske drengekor Cantores Minores, der ved aftenens arrangement slog sig sammen og optrådte for det danske kongepar, det finske præsidentpar og omkring 200 gæster.
Kong Frederik tog efterfølgende plads ved talepulten til en velkomsttale ved arrangementet, hvor han med et glimt i øjet begyndte med at sige, at det var som at opsummere en 48 timers Iron Man.
Programmet for kongeparret de seneste to dage har også været tætpakket.
Foruden de officielle dele af programmet som velkomst, har kongeparret blandt andet også besøgt et beskyttelsesrum 20 meter under jorden, kunstmuseet Emma, en is- og bølgetank, Fiskars hovedkontor, en flådebase og meget andet.
Hele besøget har gjort indtryk på kong Frederik og givet ham "uforglemmelige minder", sagde han i talen.
- Finland og Danmark komplimenterer hinanden virkelig godt, og vi har meget, vi kan give hinanden i vores fælles jagt på den rette vej fremad, lød det fra kongen.
I en lettere tone fortalte kong Frederik en vittighed for at understrege det fællesskab, som de to nationer har i hans øjne - særligt efter statsbesøget med Finlands præsident, Alexander Stubb, og præsidentfrue Suzanne Innes-Stubb.
Kongen henviste til vittigheden, når en tjener på en restaurant på engelsk spørger, "are you finish?", hvilket på dansk betyder, "er du færdig?", men kan lyde som "er du finsk".
- Ni ud af ti gange svarer jeg, "nej, jeg er dansk", til min kones store fortvivlelse, sagde kongen, mens han smilte.
- Fra nu af vil jeg komme til at tænke på et andet svar, sagde han og tilføjede, at han nu formentlig vil svare, at nogle af hans "tætte venner er".
/ritzau/