Bruxelles, 23/01/2026 - 11:49
EU vil afslutte forhandlinger om handelsaftale med Indien i næste uge
EU og Indien vil tage et stort skridt fremad i samarbejdet om forsvar og sikkerhed og handel på topmøde.
Af: /ritzau/
Efter det voldsomme opgør med USA's præsident, Donald Trump, om Grønland er EU på vej til at tage endnu et skridt mod større uafhængighed af USA, når det gælder handel og forsvar.
På næste uges topmøde mellem EU og Indien i New Delhi går EU efter at afslutte forhandlingerne om en handelsaftale med Indien.
Det siger en højtplaceret EU-embedsmand fredag.
- Jeg kan bekræfte, at vi vil konkludere forhandlingerne i næste uge. Derefter skal parterne igennem deres interne processer for at komme frem til en underskrift, siger embedsmanden.
Dermed kan EU være tæt på at lukke endnu en handelsaftale, der har været mere end 20 år undervejs.
- Vi forventer stærk opbakning fra medlemslandene til aftalen, siger EU-embedsmanden.
Kort efter nytår underskrev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, handelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande, der var 26 år undervejs.
Den har EU-Parlamentet dog nu forsøgt at forsinke ved at bede EU-Domstolen vurdere elementer i aftalen.
Men EU-Kommissionen har ifølge aftalen mulighed for at indføre den midlertidigt. Det lod Ursula von der Leyen torsdag forstå, vil ske, hvis det bliver nødvendigt.
Ligesom med EU-Indien-aftalen skal alle landene implementere Mercosur-aftalen efter underskriften, før den får effekt. Og Mercosur-landene er heller ikke færdige med det endnu, sagde von der Leyen.
EU-Kommissionen har store forventninger til aftalen med Indien, fordi EU og Indien henholdsvis er verdens anden- og fjerdestørste økonomier.
Hvis handelsaftalen falder på plads, vil det skabe et marked på omkring to milliarder mennesker:
- Efter Mercosur-aftalen er det en strategisk meget vigtig handelsaftale, vi kan indgå med Indien. I de sidste ti år er samhandlen med Indien steget med 90 procent - trods højere toldsatser fra Indiens side, siger EU-embedsmanden.
Ud over handel ventes EU's udenrigschef, Kaja Kallas, at underskrive aftale om et partnerskab på forsvars- og sikkerhedsområdet med Indien.
Det vil blandt andet betyde øget udveksling af efterretninger og fælles militærøvelser.
Forsvars- og sikkerhedspartnerskabet med Indien vil blive EU's tredje i Asien. De to eksisterende aftaler er med Japan og Sydkorea.
/ritzau/




