Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 21/01/2026 - 07:25

Ekspremierminister kendt skyldig i sag om undtagelsestilstand i Sydkorea

Sydkoreas ekspremierminister Han Duck-soo er blevet idømt 23 års fængsel for rolle i undtagelsestilstand.

Chung Sung-Jun/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En domstol i Sydkorea har onsdag fundet landets tidligere premierminister Han Duck-soo skyldig i at have været involveret i den tidligere præsident Yoon Suk-yeols kortvarige undtagelsestilstand i landet i december 2024.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han er samtidig blevet idømt en fængselsdom på 23 år.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at Han undlod at afholde et kabinetsmøde, der ifølge sydkoreansk lovgivning skal gå forud for indførelsen af undtagelsestilstand.

Efter undtagelsestilstanden blev Han Duck-soo indsat som midlertidig præsident i Sydkorea, inden et flertal i landets parlament stemte for, at den konstituerede præsident - ligesom Yoon - skulle stilles for en rigsret.

I marts afviste Sydkoreas forfatningsdomstol rigsretssagen mod Han, der blev genindsat som fungerende præsident.

Der blev ikke set med lige så milde øjne på Yoon Suk-yeol. Her nåede forfatningsdomstolen i april enstemmigt frem til, at Yoon på grund af indførelsen af den militære undtagelsestilstand skulle afsættes.

I maj trak Han Duck-soo sig fra både posten som premierminister og fungerende præsident. Umiddelbart herefter forsøgte han uden held at stille op til præsidentvalget i juni, der blev vundet af Sydkoreas nuværende præsident, Lee Jae-myung.

Ekspræsident Yoon Suk-yeol har i kølvandet på undtagelsestilstanden fået rejst flere sager mod sig.

I sidste uge faldt den første dom mod ekspræsidenten, der blev idømt fem års fængsel. En domstol fandt, at han havde forsøgt at forhindre sin egen anholdelse efter den kortvarige undtagelsestilstand.

Ekspræsidenten er desuden tiltalt for oprør i forbindelse med den kortvarige indførelse af undtagelsestilstand. Dommen ventes afsagt til februar, og Sydkoreas anklagemyndighed kræver Yoon idømt dødsstraf.

Sydkorea har ikke henrettet en dødsdømt fange siden 1997.

Den tidligere præsident har begrundet beslutningen med, at pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Oppositionen mente imidlertid, at Yoon forsøgte at gribe magten og styre landet i en mere autoritær retning.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek