Oslo, 15/04/2026 - 21:57
Norsk ministerium advarer nordmænd efter fransk snusforbud
En opdateret norsk rejsevejledning for Frankrig beder nordmænd om at være opmærksomme på snusforbud.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Norges udenrigsministerium har ændret sin rejsevejledning for Frankrig, efter at et forbud mod nikotinposer - også kaldet snus - er trådt i kraft.
Rejsevejledningen blev ændret den 9. april, og her lyder det, at nordmændene skal være opmærksomme på det nye forbud, som omfatter "produktion, import, eksport, besiddelse, distribution, overførsel, anskaffelse og brug af produkterne".
Det franske sundhedsministerium har i marts oplyst til det svenske medie Aftonbladet, at såkaldt hvid snus med det nye forbud bliver klassificeret som en "giftig substans" og dermed bliver en del af samme juridiske kategori som blandt andet narkotika.
Ifølge mediet kan en overtrædelse af loven derfor "i teorien" medføre op til fem års fængsel og bøder på hundredvis af euro, skriver Aftonbladet.
Det er dog endnu uvist, hvad den reelle konsekvens vil være ved en overtrædelse af forbuddet.
Frankrig er i de senere år gået hårdt til værks i kampen mod nikotinprodukter.
I juli sidste år blev det også ulovligt at tænde en cigaret på en strand eller i en park i Frankrig.
Forbuddet var en del af en lov, der har til formål at beskytte børn mod passiv rygning.
De franske myndigheder har tidligere berettet om et specifikt mål om en tobaksfri generation frem mod 2032.
Ud over strande og parker gælder rygeloven i busskure og områder inden for en radius af ti meter fra biblioteker, svømmehaller og skoler.
Mens brugen af almindelige cigaretter i dansk sammenhæng er nedadgående, får røgfrie nikotinprodukter et stadig mere fast greb blandt unge.
I marts viste en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at 14 procent - hver syvende - mellem 15 og 29 år i Danmark dagligt eller lejlighedsvist bruger nikotinposer eller tyggetobak.
I 2020 var tallet til sammenligning 9,1 procent.
87 procent af snusbrugerne i grundskolen svarede i undersøgelsen, at de tager det i skoletiden.
/ritzau/




