Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 18/01/2026 - 04:52

Demokratisk profil vil stoppe Trumps told mod Danmark

Demokraterne vil med lovgivning bremse told på europæiske allierede. Trump er verdensfjern, siger topdemokrat.

Kevin Dietsch/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Demokraternes minoritetsleder i Senatet, Chuck Schumer, vil forsøge at blokere for de toldsatser, som USA's præsident, Donald Trump, har truet med mod Danmark og en række andre europæiske lande.

- Donald Trumps hovedløse toldsatser har allerede drevet priserne op og skadet vores økonomi, og nu gør han det værre, siger Schumer i en udtalelse lørdag.

- Det er utroligt, at han vil fordoble dumheden ved at pålægge vores nærmeste allierede toldsatser på grund af sin verdensfjerne mission om at overtage Grønland, tilføjer han.

Demokraterne vil fremsætte lovgivning for at blokere for toldsatserne, før de gør mere skade på amerikansk økonomi og forholdet til USA's allierede i Europa, fortæller topdemokraten.

Det fremgår ikke, hvordan han og Demokraterne har tænkt sig at blokere for toldsatserne.

Trump annoncerede lørdag på Truth Social, at USA fra 1. februar vil indføre en told på ti procent på varer fra otte europæiske lande - herunder Danmark - på grund af uenighederne om Grønland.

Tolden vil ifølge den amerikanske præsident stige til 25 procent fra 1. juni, hvis der ikke inden da er indgået en aftale om, at USA køber Grønland.

Der er også modstand mod Trumps toldtrussel andre steder i den amerikanske kongres.

Formændene for Senatets Nato-observatørgruppe i USA, demokraten Jeanne Shaheen og republikaneren Thom Tillis, der tidligere på ugen var på besøg i Danmark, kritiserer beslutningen om at indføre told mod europæiske lande.

Det fremgår af en udtalelse på Senatets hjemmeside.

- Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Holland, Finland, Sverige, Danmark og Norge er USA's tætteste allierede.

- De er vores Nato-allierede, som har kæmpet ved vores side, er døde sammen med os og har gjort USA mere sikkert og mere velstående, lyder det.

Donald Trump har gentagne gange gjort det klart, at USA ønsker at få fingre i Grønland.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek