Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 04/03/2026 - 18:06

Israel angriber det sydlige Libanon efter omfattende evakueringsordre

Onsdagens evakueringsordre gælder det hidtil største område i Libanon, skriver Reuters.

Shir Torem/Reuters

Af: /ritzau/

Israels militær er onsdag begyndt at bombe det sydlige Libanon, efter militæret tidligere på dagen har opfordret borgere syd for Litani-floden til at evakuere.

Det oplyser militæret i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Litani-floden ligger omkring 30 kilometer fra den israelske grænse.

Israel har også tidligere advaret borgere i det sydlige Libanon, men onsdagens evakueringsordre gælder det hidtil største område, skriver Reuters.

Ifølge en unavngiven kilde fra FN's fredsbevarende styrke i Libanon, Unifil, er israelske styrker desuden rykket ind i flere byer og landsbyer i den sydlige del af landet, skriver AFP.

Det gælder blandt andet Kfar Kila, Houla, Kfar Shouba, Yayroun og Khiam, lyder det fra den unavngivne Unifil-kilde til nyhedsbureauet.

Også i libanesiske statsmedier er der ifølge dpa meldinger om, at det israelske militær er trængt ind i byen Khiam.

Byen ligger cirka seks kilometer fra den israelske grænse.

Tirsdag sagde Israels forsvarsminister, Israel Katz, at han har godkendt, at det israelske militær rykker frem og tager kontrol over flere positioner i Libanon.

Israelske tropper har været til stede på positioner i Libanon siden en krig mellem Hizbollah og Israel i 2024.

Ifølge det libanesiske sundhedsministerium er 72 mennesker blevet dræbt i israelske angreb i Libanon siden mandag. Mange tusind er allerede flygtet fra deres hjem, lyder det.

Israel har indledt en offensiv mod Hizbollah-militsen i Libanon, som Iran er allieret med.

Det skete, efter at Hizbollah affyrede raketter mod Israel som hævn for drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Ayatollahen blev slået ihjel lørdag i et israelsk-amerikansk angreb i Iran.

Ifølge Reuters var angrebet fra Hizbollah det første siden krigen i 2024, mens Israel næsten dagligt har udført angreb mod gruppen siden da.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek