Stoense, 12/03/2026 - 23:36
To unge mænd mister livet i soloulykke på Langeland
To mænd blev dræbt på stedet, da de kørte ind i en stensætning i en kurve på det nordlige Langeland.
Af: /ritzau/
To mænd i 20'erne har torsdag aften mistet livet efter en soloulykke i Stoense på Langeland.
Det oplyser vagtchef Henrik Strauss ved Fyns Politi til Ritzau.
- De forulykker i en kurve i Stoense. De afgår begge to ved døden. De bliver erklæret døde deroppe af ambulancelægen, siger han.
Stoense ligger på det nordlige Langeland.
Vagtchefen fortæller, at bilen kørte ind i en stensætning med høj hastighed.
- De nærmere omstændigheder undersøger vi - med alt, hvad det indebærer. Vi er stadig deroppe på stedet, herunder med en bilinspektør, siger Henrik Strauss.
De pårørende er underrettet.
De to mænd er fra lokalområdet, oplyser vagtchefen.
/ritzau/




