Esbjerg, 20/03/2026 - 11:32
Team Esbjerg-chef vil udnytte huller i kroatisk forsvar
Der venter kroatisk modstand, når Team Esbjerg lørdag skal i gang med knockoutfasen i Champions League.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en måned uden europæiske kampe tager Team Esbjergs håndboldkvinder lørdag hul på knockoutfasen i Champions League.
Team Esbjerg skal i første omgang forsøge at avancere til kvartfinalerne i den bedste europæiske turnering.
I de bestræbelser skal Team Esbjerg en tur til Kroatien, hvor HC Podravka venter i den første af to playoffkampe.
Det handler om at sikre et godt udgangspunkt før returkampen, lyder det fra Team Esbjerg-træner Tomas Axnér, som peger på, at HC Podravka lukkede flest mål ind af alle hold i gruppespillet.
- De har også nogle udfordringer i forsvaret, og der ser jeg muligheder for os, siger Tomas Axnér til klubbens hjemmeside.
Den svenske træner hæfter sig ved, at HC Podravka råder over flere kroatiske landsholdsspillere, og han fremhæver desuden den montenegrinske playmaker Matea Pletikosic.
- Det er et godt hold. Især på hjemmebane har de spillet godt, og det har vi stor respekt for, advarer Tomas Axnér.
HC Podravka var i samme gruppe med Odense og Ikast, og her vandt de danske hold tre af de fire indbyrdes kampe mod kroaterne. En af kampene mod Odense endte uafgjort.
- De var tæt på mod Odense, men lykkes vi med at løbe med dem, så er vi også favoritter til at vinde. Vi vil rigtig gerne gå derfra med et godt resultat, og der er meget, der taler for det, men vi skal holde fokus.
- Hvert eneste mål tæller. Vi skal komme derfra med et godt resultat, siger Tomas Axnér.
Team Esbjergs kamp ude mod HC Podravka spilles lørdag klokken 16.
/ritzau/




