København, 10/12/2025 - 12:41
64-årig døde efter slag på festival - ung mand erkender
Københavns Byret behandler onsdag en sag, hvor en ung mand er tiltalt for at have slået mand, som senere døde.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En nu 21-årig mand erkender at have slået en 64-årig mand i hovedet med knyttet næve på musikfestivalen Copenhell i København 20. juni i år, hvorefter manden faldt og slog sit baghoved mod asfalten.
Erkendelsen kommer på et retsmøde i Københavns Byret onsdag.
Den ældre mand pådrog sig så svære hovedskader, at han døde på hospitalet dagen efter.
Den unge mand er tiltalt for straffelovens paragraf 244, der også kaldes den almindelige voldsparagraf.
Anklager Anna-Lisa Marx kræver, at han skal straffes med ubetinget fængsel i ikke under ni måneder.
I retten forklarer den unge mand, at han var i færd med at finde sin taske, som han havde mistet på festivalen, da han mødte den forurettede.
Ved festivalens indgang "bumpede" han ind i den ældre mand. Han forklarede i retten, at han havde drukket omkring en flaske vodka, da hændelsen fandt sted.
Efter at have råbt "hvad vil du?", slog han den ældre mand omkring klokken 22.10 med et kraftigt knytnæveslag på siden af hovedet, så manden brækkede begge sider af kæben, væltede bagover, og slog hovedet ned i jorden.
Den tiltalte forklarer i retten, at han følte sig truet i situationen, men at han senere er blevet klar over, at den ældre mand ikke truede ham.
Ifølge to vidner, der overværede hændelsen, stod den forurettede med armene langs siden og forsøgte at deeskalere situationen, mens den 21-årige fremstod aggressiv.
Den 21-årige beskriver i retten, at han var panisk i situationen, fordi han havde mistet sin taske, og overstimuleret, fordi der var mange mennesker.
Han beskriver det, der er sket, som helt forfærdeligt.
- Jeg er godt klar over, hvad der er sket. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker over det, siger han i retten.
Hans forsvarer vurderer, at hans klient højst skal straffes med fængsel i seks måneder.
Der falder dom senere onsdag.
/ritzau/




