Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 21/08/2026 - 14:16

Mistænkt fængslet: 34-årig mand blev stukket i halsen med kniv

Politiet formoder, at et knivstik i Herning torsdag aften har rod i en uoverensstemmelse i misbrugsmiljøet.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Torsdag aften blev en 34-årig mand stukket med kniv i Herning, og fredag blev en 32-årig mand varetægtsfængslet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Ifølge politiet blev manden stukket i halsen.

Torsdag aften oplyste politiet, at den 34-årige var i kritisk tilstand, og fredag morgen var der ikke nyt om hans tilstand.

Fredag afholdt Retten i Herning et grundlovsforhør, hvor det blev besluttet, at den 32-årige mistænkte mand skulle varetægtsfængsles til foreløbigt 18. september.

Sigtelsen går på drabsforsøg. Ifølge Herning Folkeblad nægtede den 32-årige sig skyldig, da han blev fremstillet i retten.

Knivstikkeriet fandt sted omkring Møllegade 1D ved Markedspladsen i Herning.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet torsdag klokken 19.12, og efterfølgende afspærrede politiet en del af midtbyen i Herning på grund af hændelsen.

Nogle timer senere - omkring klokken 23.30 - blev den 32-årige mistænkte anholdt.

Torsdag aften fortalte politiet, at knivstikkeriet menes at være sket i misbrugsmiljøet.

- Den indledende efterforskning peger på, at det er en uoverensstemmelse mellem to personer i misbrugsmiljøet i Herning, der ligger til grund for knivstikkeriet, og at episoden er isoleret fra tidligere episoder i Herning, skrev politiet på meddelelsestjenesten Politi Update.

RITZAU

TjekDet - faktatjek