København, 12/08/2025 - 07:59
ISS øger aktietilbagekøbsprogram med 500 millioner kroner efter vækst
ISS lægger 500 millioner kroner til sit aktietilbagekøbsprogram, oplyser selskabet i forbindelse med regnskab.
Af: /ritzau/
Omsætningen i ISS er vokset i første halvdel af 2005, og det har fået servicekoncernen til at øge sit aktietilbagekøbsprogram.
Det oplyser selskabet i en meddelelse i forbindelse med halvårsregnskabet.
I perioden havde ISS en organisk vækst på 4,1 procent.
Organisk vækst er vækst i den eksisterende forretning og medregner derfor ikke omsætningsvækst, som er opnået via for eksempel opkøb.
Omsætningen endte på 41,6 milliarder kroner. I samme periode sidste år havde selskabet en omsætning på 40,7 milliarder kroner.
- I år har vi hidtil annonceret udvidelser og 14 kontrakter, der hver især medfører en ekstra årlig omsætning på mere end 100 millioner kroner.
- Derudover har vi på baggrund af vores stærke kapitalposition besluttet at øge vores aktietilbagekøbsprogram med 500 millioner kroner, siger Kasper Fangel, administrerende direktør, i regnskabet.
Dermed lyder aktietilbagekøbsprogrammet på 1750 millioner kroner.
/ritzau/