Djibouti, 11/04/2026 - 00:02
Djiboutis præsident erklærer sejr ved sjette præsidentvalg
Fredag var der præsidentvalg i det nordøstafrikanske land Djibouti. Præsidenten har siddet på magten i 27 år.
Af: /ritzau/
Den siddende præsident i det nordøstafrikanske land Djibouti erklærer fredag sejr efter landets præsidentvalg.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
- Genvalgt, skriver Ismail Omar Guelleh i en kort besked på det sociale medie X.
Udtalelsen kommer efter, at meningsmålingerne viser en stor føring til Guelleh.
Den kommende valgperiode vil være 78-årige Ismail Omar Guellehs sjette som præsident i landet. Han har haft magten i landet i 27 år.
Det var på forhånd ventet, at præsidenten ville genvinde posten.
Han havde tidligere annonceret, at han ville trække sig fra præsidentembedet, men en ændring i Djiboutis forfatning, hvor aldersgrænsen for præsidenten på 75 år blev fjernet, har muliggjort, at han kunne genopstille.
Der bor omkring en million mennesker i Djibouti, og ifølge AFP var det lidt mere end 256.000 indbyggere, som var stemmeberettigede ved fredagens valg.
Modkandidaten ved valget var Mohamed Farah Samatar, der står i spidsen for partiet Forenet Demokratisk Centrum (CDU). Partiet har i øjeblikket ingen pladser i Djiboutis parlament.
Det seneste valg i 2021 blev i stor stil boykottet af oppositionen. Her fik Guelleh 97 procent af stemmerne.
Da han blev genvalgt i 2005, var der ikke en modkandidat.
/ritzau/




