København, 28/06/2026 - 07:19
Betjente observerede Philip Wesths hus i timer inden anholdelse
I juni 2024 blev Philip Westh idømt livstid for en lang række alvorlige forbrydelser.
Af: /ritzau/
Betjente observerede Philip Wesths hus i flere timer, inden han i april i 2023 blev anholdt og sigtet for at have bortført en 13-årig pige ved Kirkerup nær Slagelse.
Det skriver Berlingske.
Klokken 9.30 den 16. april 2023 var han af politiet blevet udpeget som en mulig gerningsmand i sagen. Umiddelbart efter blev der iværksat "fysisk observation" mod hans bolig i Korsør.
Lidt mere end fem timer senere blev han anholdt.
Chefpolitiinspektør Lars Harvest fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan over for avisen ikke komme nærmere ind på, hvad politiet på det tidspunkt håbede at få ud af observationen.
- Jeg kan blot sige, at vurderingen var, at dette var den bedste måde at sikre og belyse sagen på.
Den 13-årige pige blev efter bortførelsen og i løbet af de efterfølgende 27 timer udsat for meget grove og ydmygende overgreb. Han ville slå hende ihjel, vurderede retten.
I juni 2024 blev Philip Westh idømt livstid for både forbrydelser mod den 13-årige samt en lang række andre alvorlige ting.
Han blev også dømt for drabet på 17-årige Emilie Meng samt et overfald på en 15-årig efterskolepige.
/ritzau/




