Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/01/2022 - 06:00

FAKTA: Kørsel på elløbehjul uden hjelm kan koste bøde

Fra nytår træder et krav om hjelm samt flere andre regler i kraft for små motoriserede køretøjer.

Af: /ritzau/

Elløbehjulene har de seneste år gjort deres indtog i det danske storbybillede, men med køretøjet følger en række regler.

Fra 1. januar bliver endnu en føjet til listen. Herfra bliver det nemlig lovpligtigt at bære hjelm, når man kører på små motoriserede køretøj som for eksempel elløbehjul.

Bliv klogere på reglerne her:

* Det er lovpligtigt at køre med hjelm fra 1. januar 2022. Hjelmen skal være CE-mærket og leve op til kravene i standarden EN 1078.

* Har man glemt hjelmen, vanker der en bøde. Bødens størrelse kan variere, alt efter hvilken forseelse der er tale om, hvis man har kørt ulovligt på elløbehjul. Typisk vil bøden ligge mellem 700 og 1000 kroner.

* Man skal være fyldt 15 år for at køre på et motoriseret løbehjul.

* Personer under 15 år må dog gerne bruge et motoriseret løbehjul, såfremt de er under ledsagelse og kontrol af en person over 18 år eller på skiltede lege- og opholdsområder.

* Der må kun være én person på løbehjulet.

* Man skal køre efter reglerne for cykler. Det betyder, at man skal køre på cykelstien, hvis der er en sådan, ligesom man skal følge cyklistsignaler og -skiltning.

* Man må ikke køre på fortovet, på gangstier eller i fodgængerfelter.

* Man skal døgnet rundt have lys på det motoriserede løbehjul.

* Promillegrænsen er 0,5, og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.

* De motoriserede køretøjer må maksimalt kunne køre 20 kilometer i timen ved egen kraft.

* Køretøjerne skal være CE-mærket efter maskindirektivet.

Kilder: Færdselsstyrelsen, Transportministeriet, Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau/

København, 18/09/2025 - 16:42

Dansk musiker udgiver ny bog: Det er et smertefuldt skrig fra et barn

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Thomas Buttenschøn beskriver sin nye bog som et smertefuldt skrig fra et barn, der blev efterladt alene som brun, hiv-positiv og forældreløs i en lille jysk by.

Musikeren Thomas Buttenschøn har skrevet en bog til sit eget otteårige jeg, "Nu skriger jeg i stilhed", som udkommer 22. september.

Det oplyser Forlaget 28B i en pressemeddelelse og kalder bogen for et opgør med barndommens tavshed og tabuer.

- Thomas Buttenschøns nye bog er ikke et glat selvportræt. Det er et smertefuldt skrig fra et barn, der blev efterladt alene - som brun, hiv-positiv, forældreløs i en lille jysk provinsby. Et barn, der lærte at smile, mens det råbte indeni.

Ifølge forlaget har Thomas Buttenschøn skrevet bogen for alle de børn og voksne, der står udenfor - de oversete, de tavse, de forkerte.

- Det er en bog, der nægter at pakke noget ind eller lægge fingre imellem. En bog, der kræver retten til at være vred, til at fylde, til at eksistere på egne vilkår, skriver forlaget.

40-årige Thomas Buttenschøn kom til verden i Zambia som søn af en zambisk mor og en dansk far.

Da han var spæd, flyttede familien til Danmark nær Gylling ved Odder.

Han er født hiv-positiv og mistede begge sine forældre til aids, da han var barn.

Efter sine biologiske forældres død boede han ved en plejefamilie.

De oplevelser har han delt i bogen "I begyndelsen var døden", som udkom i 2019. I bogen reflekterer han over livets skrøbelighed og styrken i at overkomme modgang.

Thomas Buttenschøn har været en del af musikscenen i snart 20 år.

I 2006 fik han sit store gennembrud med nummeret "Fantastiske mandag" fra albummet af samme navn.

Siden er det blevet til et hav af plader og hits som "Smukkere end smuk".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/09/2025 - 16:19

TV 2-vært mistede sin mand: Han nåede at sætte mig fri

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Peter Christensen vidste, at han skulle dø af kræft, og insisterede på, at familien skal leve videre, fortæller hans hustru, Josefine Kofoed, i Alt for damerne.

Efter fire års sygdom døde den tidligere forsvars- og skatteminister Peter Christensen af kræft i februar og efterlod sig sin hustru, TV 2-vært Josefine Kofoed, parrets søn og hans to døtre fra sit første ægteskab.

I et stort interview med Alt for damerne sætter Josefine Kofoed ord på tabet af sin mand, som hun blev gift med i 2016.

Her fortæller hun, at Peter Christensen inden sin død gjorde det klart for hende, at hun skulle huske at leve sit liv.

- Det var vigtigt for Peter, at jeg kunne give plads til, at der kunne komme kærlighed ind i mit liv igen. Og at Niels Bjørn fik en faderfigur, siger hun til Alt for damerne og fortsætter:

- På den måde nåede han at sætte mig fri, og det var enormt vigtigt, at han gjorde det, for ellers tror jeg godt, at jeg kunne være blevet enken med stort E. Som ville være bange for at ødelægge mindet om Peter, siger hun til magasinet.

Peter Christensen fortalte i 2011 til DR, at han som ung var tæt på at miste livet, da han som 16-årig fik konstateret kræft.

Ifølge Politiken fik han konstateret sygdommen igen for fire år siden.

Han blev 49 år gammel.

Peter Christensen var folketingsmedlem for Venstre fra 2001 frem til 2015, hvor han ikke genvandt sit mandat i Sønderjylland ved folketingsvalget samme år.

Efter tre måneder væk fra dansk politik blev han igen minister, da han afløste Carl Holst som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Det skete i september 2015 og varede frem til november året efter.

Inden tiden i Folketinget var Peter Christensen landsformand for Venstres Ungdom fra 1999 til 2001.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/09/2025 - 10:00

FAKTA: KRAM spiller en vigtig rolle

* KRAM-faktorerne er en forkortelse for kost, rygning, alkohol og motion.

* Det er fire livsstilsfaktorer, der har stor indflydelse på det fysiske helbred, risikoen for sygdom og evnen til at restituere efter sygdom og operationer.

* Hvis KRAM-helbredsrådene følges, nedsættes risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge, forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk.

* Rådene omfatter blandt andet at være fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen, at spise planterigt, varieret og ikke for meget samt at have et moderat indtag af alkohol.

Kilder: Rigshospitalet og Region Midtjylland.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/09/2025 - 10:00

Omfavn kropslige forandringer og pust nyt liv i træningen

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Motivationen og træningsglæden kan genfindes, hvis du lærer at rumme frustrationen og justerer dine forventninger, siger en sportspsykolog og en fysioterapeut.

For bare et par år siden kunne du måske løbe ti kilometer uden at tænke over det. Nu føles selv en kort tur tung og din gamle træningsplan som et fjernt minde.

Det kan være en skade, operation eller noget helt tredje, der har bremset dig, og det kan være forbundet med stor frustration.

Hvis du oplever en nedgang i kapacitet eller en funktionsnedsættelse, er det helt naturligt, at du får en reaktion, siger sportspsykolog ved Team Danmark Anders Flemming Bendixen.

- For rigtig mange vil der være et element af ærgrelse, tristhed eller frustration. Det er meget normalt, forklarer han.

Ifølge sportspsykologen handler det om at være åben for den følelsesmæssige reaktion.

- Det er min erfaring, at det er mere hensigtsmæssigt at øve sig i at acceptere, at sådan er det. Derfor kan det være nederen alligevel, siger han og fortsætter:

- Men det bliver måske nemmere, hvis man prøver at rumme det i stedet for at forandre noget, der er svært eller måske ligefrem umuligt at forandre, siger Anders Flemming Bendixen.

En erkendelsesfase er meget individuel, og der er som sådan ikke noget "quickfix", påpeger sportspsykologen.

Det kan til gengæld være en god idé, at du sætter nogle nye mål for din træning, hvis du gerne vil bevare motivationen.

- Hvis du før var på niveau ti, skal du ikke bare gå ned til niveau ni. Det kan være, du skal ned på niveau fire og arbejde dig opad. På den måde undgår du bedre frustrationen, siger Anders Flemming Bendixen.

Har du svært ved at overskue nye træningsformer, og hvad din krop kan, er det måske en løsning at søge hjælp hos for eksempel en personlig træner, foreslår fysioterapeut og idrætscoach Heidi Kynde Nielsen.

- Det kan være, at han eller hun kan hjælpe med nye programmer eller øvelser. For der er typisk noget at skrue på, så du kan optimere din tilstand, siger hun.

Når du finder ind i en ny rytme med træning, kan du sagtens begynde at skrue op for både mængde og distance, hvis du er klar til det, siger Heidi Kynde Nielsen.

- Kroppen kan ofte meget mere, end vi tror. Den er faktisk designet til at hele sig selv og langt hen ad vejen tilpasse sig til det, den bliver budt, siger hun.

Ifølge fysioterapeuten og idrætscoachen handler det at acceptere kroppens nye kunnen også om at nyde det, du kan - i stedet for at være hård ved dig selv.

- Du skal simpelthen ud og sanse og stimuleres, siger Heidi Kynde Nielsen og fortsætter:

- Kom ud, og mærk blæsten, solen, varmen og kulden. Hvis du bruger dine sanser, mætter du også kroppen, og det hjælper meget på at bygge det mentale overskud op.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek