København, 11/02/2026 - 06:49
SF: Ny regering skal genindføre store bededag
En ny regering skal genindføre store bededag for at genoprette tilliden til folkestyret, mener Pia Olsen Dyhr.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, stiller som krav til en ny regering at få store bededag genindført, hvis den skal have opbakning fra partiet.
Det siger hun i et valgår i et interview med Weekendavisen onsdag.
- Mange danskere føler, at store bededag blev taget fra dem som af en tyv om natten. Vi skal genoprette folks tillid ved simpelthen at skrotte loven, siger hun til avisen.
Med kravet ventes emnet at komme højt på dagsorden forud for folketingsvalget, som skal afholdes inden udgangen af oktober.
Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen (S) led et stort nederlag ved kommunalvalget i november 2025 og har siden justeret kursen og bejlet mere til SF og dets vælgere.
Statsministeren kom ind på den nye kurs i sin nytårstale, og siden har et politisk flertal udsendt en fødevarecheck til mange vælgere og aftalt at sænke momsen. Det skyldes prisstigningerne i samfundet den seneste håndfuld år.
Senest har Socialdemokratiet lanceret et skoleudspil, som forvandler 0. til 3. klasse til en slags lilleskole og styrker muligheden for at bevare lukningstruede skoler i den tyndt befolkede provins.
Pia Olsen Dyhr siger som ofte før, at hun ikke stiller ultimative krav, og at hun derfor er åben for forhandling, hvis Socialdemokratiet siger nej.
- Så må vi jo forhandle. Socialdemokratiet har ikke fortalt, hvilken regering de ønsker. Hvis man gerne vil have en rød regering og vil have store bededag tilbage, så er SF garanten for det.
Regeringen med Socialdemokratiet i spidsen afskaffede dagen som helligdag og fridag, da den tiltrådte i 2022, for at finansiere øgede udgifter til forsvaret og til støtte til Ukraine udløst af Ruslands krig.
Store bededag blev indført i 1686 af biskop Hans Bagger for at dedikere en hel dag til bøn og faste.
/ritzau/




