New York, 21/08/2025 - 07:54
Italiensk duo dedikerer titel til fraværende doublekolleger
Andrea Vavassori og Sara Errani forsvarede US Open-titlen og holdt fanen højt for doublespecialisterne.
Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Doublespecialisterne besejrede singlestjernerne i US Opens nye satsning, da finalen i mixeddouble blev afviklet natten til torsdag dansk tid.
Andrea Vavassori og Sara Errani vandt 6-3, 5-7, 10-6 over Casper Ruud og Iga Swiatek efter halvanden times tennisspil.
Italienerne, der var med på et wildcard, har været kritiske omkring det nye format med at invitere topspillere i single på bekostning af de doublespillere, der har specialiseret sig i disciplinen.
Det medførte fyldte tribuner, også fordi det hele blev afviklet som en miniturnering i god tid før de mere eftertragtede singlerækker.
Veteranen Errani sendte i sejrens stund på Arthur Ashe Stadium en hilsen til de kolleger, der var vraget til turneringen.
- At spille foran alle disse mennesker er noget, der er utroligt for os. Denne her titel er for alle doublespillere, som ikke kunne spille denne turnering, siger Errani.
Allerede i den første kamp følte Vavassori et pres mod Taylor Fritz og Elena Rybakina. Fritz havde på forhånd sagt, at han troede, at de bedste singlespillere ville kunne hamle op med doublespecialisterne.
- Vi var holdet, der havde alt at tabe. Hvis vi havde tabt til dem i den første kamp, så havde det ikke været god reklame for doublerne.
- Jeg tror, at alle tænkte, at vi ville tabe til dem. Så det var vigtigt for os at bevise, at de tog fejl, siger Vavassori.
Iga Swiatek anerkendte modstanderne på den anden side af nettet, og den polske verdensetter mærkede en forskel i erfaringen i at spille den slags kampe.
- Tillykke. I beviste, vil jeg mene, at mixeddouble-spillere er taktisk klogere end singlespillere.
- Men vi kæmpede til det sidste og forsøgte at være konkurrencedygtige, siger Swiatek.
Hun havde aldrig før spillet sammen med norske Casper Ruud inden US Open.
/ritzau/Reuters