Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 20/07/2025 - 01:22

Usyk overtager sværvægtstronen med triumf på Wembley

Ukrainske Oleksandr slog lørdag briten Daniel Dubois og sidder nu på VM-titlerne hos de største bokseforbund.

Andrew Boyers/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Den ukrainske bokser Oleksandr Usyk er endnu en gang ubestridt verdensmester i sværvægt.

Lørdag aften slog den 38-årige ukrainer den 11 år yngre brite Daniel Dubois efter et teknisk knockout i femte runde på Wembley i London.

Dubois var i store problemer straks fra start og dominerede de første fire runder, men først i femte runde røg briten i kanvassen. Det skete endda to gange.

Usyk afgjorde affæren, da han ramte sin modstander på hagen og sendte Dubois til tælling.

Dommeren talte briten ud og erklærede Usyk for vinder et minut og 52 sekunder inde i femte runde.

Med sejren sikrede Usyk sig VM-titlen i bokseforbundet IBF. Ukraineren havde opgivet titlen sidste år, hvilket betød, at Daniel Dubois blev opgraderet som mester hos IBF.

I forvejen sidder ukraineren på VM-bælterne hos WBO, WBC og IBO.

Det er anden gang i karrieren, at Usyk besejrede Dubois. Tilbage i 2023 mødtes de to boksere også i polske Wroclaw, hvor det endte med en ukrainsk sejr.

Dubois erkendte lørdag aften, at han havde tabt til en bedre bokser.

- Jeg må rose ham for præstationen. Jeg gav alt, hvad jeg havde. Tag ikke æren fra den mand. Jeg kommer tilbage, lød det fra den slagne brite.

Usyk har nu vundet samtlige 24 kampe som professionel og besejret alle de største navne i sværvægtsboksning.

Efter sejren nævnte ukraineren fire potentielle navne, som kommende modstander: Tyson Fury, Derek Chisora, Anthony Joshua og Joseph Parker. De tre første har han mødt og besejret.

Men ukraineren havde mest travlt med at komme hjem til familien og slappe af.

- Der er ikke noget, der er det næste. Det næste? Jeg ved det ikke.

- Jeg vil slappe af. Min familie, min kone, mine børn - jeg vil slappe af. I to eller tre måneder, sagde Oleksandr Usyk.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek