Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vilnius, 19/05/2026 - 13:46

Nato-fly skyder mulig ukrainsk drone ned over Estland

Drone, der fløj ind i estisk luftrum, var tilsyneladende ukrainsk, fortæller Estlands forsvarsminister.

Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et Nato-fly har tirsdag nedskudt en drone over Estland.

Dronen formodes at være ukrainsk.

Det oplyser Estlands forsvarsminister, Hanno Pevkur, til det estiske medie Delfi, skriver Reuters.

Det var et rumænsk F-16-kampfly, der skød dronen ned over søen Võrtsjärv, der ligger i den centrale del af Estland.

Mens en drone er blevet uskadeliggjort over Estland, har nabolandet Letland aktiveret sin dronealarm, oplyser Letlands militær ifølge Reuters.

Det er uklart, om der er registreret droner i estisk luftrum, eller om alarmen blev aktiveret på grund af dronen over Estland.

I forbindelse med dronealarmen blev indbyggerne i Estland tæt på grænsen til Rusland opfordret til at blive inden døre.

Fly fra Natos luftovervågning over Baltikum blev tilkaldt til området.

Siden marts er ukrainske droner flere gange fløjet ind i luftrummet over Baltikum, som foruden Estland og Letland omfatter Litauen.

Også Finland har registreret ukrainske droner i sit luftrum.

Ingen af de fire lande grænser op til Ukraine, men de deler alle grænse med Rusland, som siden 2022 har været i krig med Ukraine.

Estland, Letland og Finland grænser op til Rusland mod øst, mens Litauen grænser op mod den russiske eksklave Kaliningrad mod sydvest.

Reuters har foreløbigt uden held forsøgt at få en kommentar fra Nato til oplysningen om, at et af alliancens fly tirsdag har nedskudt en drone over Estland.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek