Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 21/04/2026 - 04:47

Mindst seks personer er såret efter jordskælv nær Japan

Flere fik mandag skader under jordskælv nær Japan. Institut advarer om, at kraftigere skælv kan være på vej.

Af: /ritzau/

Mindst seks personer er såret, efter et kraftigt jordskælv mandag ramte ud for Japans kyst.

Det oplyser Japans agentur for brand- og katastrofehåndtering (FDMA) i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

To af personerne har pådraget sig alvorlige skader, melder agenturet.

Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 7,7.

Selv om den japanske hovedstad, Tokyo, ligger flere kilometer fra skælvets epicenter, kunne rystelserne ifølge AFP alligevel mærkes i storbyen.

Der er ingen meldinger om udbrud af brand eller skader på vigtige bygninger, melder FDMA.

Japans meteorologiske institut (JMA) advarer om, at der i løbet af ugen er forøget risiko for, at et jordskælv med en styrke på 8,0 eller mere vil ramme landet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek