Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/01/2026 - 17:31

Frederiksen og Grønlands regeringsleder takker Merz for støtten

Mette Frederiksen har den grønlandske regeringsleder med på rundrejse til Berlin og Paris.

Jesco Denzel/Reuters

Af: /ritzau/

Donald Trumps interesse for ejerskab af Grønland har ikke kun fyldt en del i Kongeriget Danmark de seneste uger, men også i Europa i det hele taget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, har tirsdag derfor holdt møde med Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, i Berlin.

Her har Frederiksen og Nielsen takket Merz for Tysklands støtte i spørgsmålet om Grønlands fremtid, som den amerikanske præsident har bragt på bordet.

- Vi udtrykte vores dybe taknemmelighed til kansler Merz og det tyske folk for støtten til Danmark og Grønland i den nuværende situation. De seneste uger har vist Europas styrke, når vi står fast og er forenet, udtaler Mette Frederiksen på Statsministeriets X-profil.

Tidligere tirsdag oplyste Statsministeriet, at Frederiksen og Nielsen tog til Berlin for at drøfte "den aktuelle udenrigspolitiske situation". Besøget i Berlin handlede også om at drøfte "behovet for et styrket Europa", lød det videre.

Efter Berlin rejser den dansk-grønlandske duo videre til Paris, hvor de skal mødes med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek