København, 25/04/2026 - 07:29
Medie: Lokalbaneselskab blev i 2024 advaret om risiko for ulykke
TV 2 er kommet i besiddelse af en rapport, hvori forholdene på Lokaltogs strækninger blev vurderet kritiske.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lokalbaneselskabet Lokaltog blev ifølge TV 2, der har set en intern rapport fra 2024, advaret om, at forholdene på selskabets jernbanestrækninger kunne udvikle sig til en "større ulykke med mange tilskadekomne".
Ifølge TV 2 fremgår det af rapporten, at advarslen skyldtes, at strækningerne "er enkeltsporede og generelt ikke er udstyret med togkontrolanlæg, som er designet til at stoppe tog, hvis de kører forbi et rødt signal".
TV 2 understreger, at "der ikke nødvendigvis kan drages paralleller fra den interne rapport og torsdagens togulykke mellem Hillerød og Kagerup i Nordsjælland".
Her kørte to tog sammen.
Årsagen til ulykken er stadig ukendt. Den undersøges af Havarikommissionen i samarbejde med andre myndigheder.
Efter ulykken blev 17 personer behandlet på hospitalet. Heraf var fem i kritisk tilstand. De blev fredag meldt uden for livsfare.
/ritzau/




