København, 07/08/2025 - 07:44
Ni anholdt for medvirken til drab i sag fra Tingbjerg
Ni mænd bliver torsdag stillet for retten i drabssag fra juli. De ni blev anholdt onsdag.
Af: /ritzau/
Københavns Politi har anholdt ni personer, som alle sigtes for medvirken til, at en 32-årig mand blev dræbt i Tingbjerg den 20. juli, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De ni blev anholdt onsdag og vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.
- Vi er nu kommet så langt i efterforskningen, at vi mener, der er en begrundet mistanke om, at de anholdte har medvirket til drabet, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass i pressemeddelelsen.
. Vi skal nu forsøge at klarlægge, præcis hvilke roller de hver især har spillet, og vi kan ikke afvise, at der vil ske flere anholdelser, når vi kommer længere i efterforskningen, siger han.
Anklagemyndigheden vil af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen anmode retten om lukkede døre ved torsdagens retsmøde.
/ritzau/




