Oslo, 10/12/2025 - 01:14
Norges statsminister vil støtte landets barer under VM-kampe
Ifølge Jonas Gahr Støre vejer hensynet til VM-folkefest i Norge tungere end reglerne vedrørende udskænkning.
Af: /ritzau/
Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, og landets regering vil arbejde for, at restaurationsbranchen i Norge kan holde folkefest til ud på natten under næste års VM i fodbold.
Det siger statsministeren til det norske medie NRK.
USA er sammen med Canada og Mexico værter for slutrunden næste år, og flere af kampene kommer til at blive spillet uden for de norske barers åbnings- og udskænkningstider.
Jonas Gahr Støre lover dog, at man vil undersøge mulighederne for at tilgodese de norske værtshuse.
- I Norge har vi tradition for at gå ud og se kampe sammen. Det mener vi, at folk skal kunne gøre under en hel kamp, uden at det bliver afbrudt omkring pausen eller lidt inde i anden halvleg, siger statsministeren.
- Nu skal vi se på, hvad der er behov for, og lave regelændringer eller andet for at sikre, at det kan lade sig gøre.
Den norske statsminister bliver spurgt direkte til, hvorvidt hensynet til folkefesten vejer tungere end reglerne på området.
- Det synes jeg egentlig. Nu må vi bare lave tilpasninger, så vi kan se de her kampe sammen. Der er langt til USA, og der er ikke mange, der kommer derover, siger han.
/ritzau/




