New York, 10/07/2025 - 04:32
Real-træner efter 0-4 mod PSG: Min plan gik hurtigt i vasken
Xabi Alonso ville dæmme op for PSG med en stærk organisation, men efter ti minutter var Real Madrid bagud 0-2.
Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Real Madrid indkasserede et sjældent stort nederlag i onsdagens semifinale mod Paris Saint-Germain ved klub-VM i USA.
Cheftræner Xabi Alonsos mandskab kom hurtigt i store problemer i 0-4-nederlaget med to franske scoringer inden for ti minutter.
Alonso erkender, at Real Madrid havde svært ved at slå tilbage mod franskmændene.
- Begyndelsen af kampen fik stor betydning for os.
- Planen var at organisere os godt fra start, da vi var klar over, at vi var oppe mod en meget stærk modstander. Efter ti minutter så det allerede meget svært ud for os, siger Xabi Alonso til Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) hjemmeside.
Dårlige aktioner fra Raul Asencio og Antonio Rüdiger satte modstanderne fra PSG i gang.
I det sjette minut tabte Asencio bolden i eget straffesparksfelt, og så kunne PSG-spilleren Ousmane Dembélé spille holdkammeraten Fabián Ruiz fri til scoring.
Tre minutter senere sparkede Real Madrid-forsvareren Antonio Rüdiger et hul i luften midt på egen banehalvdel, så Dembélé fik en friløber, som han iskoldt omsatte til en 2-0-scoring.
Ifølge Xabi Alonso var det svært at finde balancen mellem angreb og forsvar.
- Vi vidste, at vi ikke måtte miste balancen, fordi de har et meget højt niveau.
- Der er meget at analysere og lære af nederlaget, siger træneren, der er tiltrådt i den spanske hovedstadsklub denne sommer.
Real Madrid-målmand Thibaut Courtois mener, at de to hurtige PSG-scoringer blev udslagsgivende.
- De to første mål formede kampen. Det er et ærgerligt nederlag, men også en mulighed for at lære, siger Courtois.
PSG skal i søndagens finale op imod Chelsea. Det engelske hold slog i semifinalen brasilianske Fluminense med 2-0.
/ritzau/