Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 30/07/2026 - 21:36

FCM'ere ærgrer sig over 100 minutter i undertal mod Besiktas

Det går ikke at spille 110 minutter i undertal over to kampe mod Besiktas, siger FCM-træner efter exit.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et rødt kort efter et kvarter i Istanbul i sidste uge og endnu et rødt kort i torsdagens returkamp i Herning kort inde i anden halvleg.

Det har kostet for meget for FC Midtjylland, som er ude af Europa League-kvalifikationen med et samlet 0-3-nederlag til tyrkiske Besiktas efter et 0-2-nederlag i Herning.

Det mener FCM-træner Mike Tullberg.

- Du kan ikke spille i undertal i over 110 minutter mod et hold som Besiktas, siger han til Disney+.

I Herning var det forsvarsspilleren Martin Erlic, som kort inde i anden halvleg fik sit andet gule kort ved stillingen 0-0, da FCM jagtede en scoring.

- Martin er en voksen mand. Der er ikke nogen spiller, som gør det med vilje, siger Tullberg, der ærgrer sig over, at FCM trods flere gode chancer ikke var foran efter første halvleg af returkampen.

- Kampen knækkede ved det røde kort, siger han.

Franculino ramte stolpen for FCM to gange i første halvleg.

Resultatet er skuffende, mener forsvarsspilleren Mads Bech Sørensen.

- Vi spillede en rigtig flot halvleg, og det er ærgerligt, at vi ikke var foran ved pausen.

- Set over to kampe har vi spillet mere end 100 minutter i undertal. Det var svære betingelser, og mens vi spillede 11 mod 11, synes jeg faktisk, at det så rigtig godt ud, siger han.

FCM fortsætter nu i Conference League-kvalifikationen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek