Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 30/03/2020 - 01:22

Trump: Dagligt antal døde med virus topper om to uger

Donald Trump mener, at USA har gjort et godt stykke arbejde, hvis mellem 100.000 og 200.000 dør efter smitte.

Alexander Drago/Reuters

Af: /ritzau/

Det daglige antal døde i USA som følge af coronavirusset vil toppe om to uger.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde søndag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her giver præsidenten en opdatering på landets situation, hvad angår coronavirusset.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins Universitetet døde 518 personer som følge af coronavirusset i USA i det seneste døgn, skriver AFP.

Det er det højeste antal døde på et døgn og slår den hidtidige rekord på 453, der blev sat dagen før.

I alt er 2409 personer døde som følge af virusset i USA, og over 136.000 personer er smittet.

Det gør USA til det land med flest smittede, foran Italien, Kina og Spanien.

- Hvis USA kan holde dødsfaldene nede på mellem 100.000 til 200.000 mod potentielle 2,2 millioner, vil det betyde, at vi har gjort et godt stykke arbejde, siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På pressemødet siger Donald Trump også, at retningslinjerne angående distancering af andre personer er forlænget fra 12. april til 30. april, skriver Reuters.

Dermed går præsidenten væk fra sit tidligere erklærede mål om at genåbne store dele af USA til påske.

I stedet siger Donald Trump søndag, at 1. juni vil markere "bunden af kurven".

Samtidig melder USA's sundhedsministerium ud, at der indtil videre er foretaget 894.000 test for coronavirus i USA.

Der bor omkring 327 millioner mennesker i USA.

Ved pressemødet bad Donald Trump Kongressen i USA om at genindføre et fuldt skattefradrag for mad og underholdning til virksomheder.

I 2017 blev skattefradraget fjernet for virksomheder, men Donald Trump siger, at han vil have fradraget genindført grundet coronaviruspandemien, "så virksomheder kan sende folk på restaurant," skriver Reuters.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek