Panama, 21/08/2026 - 04:03
Panamakanalen må reducere skibstrafik på grund af tørke
For lidt nedbør omkring Panamakanalen, der er en vigtig handelsrute for skibstrafik, har sænket vandstanden.
Martin Bernetti/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Panamakanalen må reducere skibstrafikken på grund af tørke forårsaget af vejrfænomenet El Niño.
Det oplyser kanalens driftsoperatør, Panama Canal Authority, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Antallet af skibe, som dagligt tillades at passere kanalen, vil fra 3. september blive reduceret fra 36 til 34 skibe.
Fra 15. september må højest 32 skibe sejle gennem den vigtige vandvej, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet.
Fra maj til august er nedbøren i oplandet omkring kanalen 34 procent lavere end det historiske gennemsnit, meddeler driftsoperatøren.
Den manglende regn har medført lav vandstand i to kunstige søer, der forsyner Panamakanalen med vand.
Driftsoperatøren har i forvejen iværksat flere vandbesparende tiltag og indført begrænsninger for, hvor dybt de største containerskibe må stikke i vandet i Panamakanalen.
Fem procent af verdens samlede søbårne handel passerer Panamakanalen, hvis største brugere er USA og Kina.
Omkring 40 procent af den amerikanske containertrafik går gennem kanalen, der forbinder USA's østkyst med Kina samt Sydkorea og Japan.
Kanalen gør det muligt at sejle mellem Atlanterhavet og Stillehavet uden at skulle runde Sydamerikas sydspids. Dermed er den afgørende for international skibstrafik.
Det er ikke første gang, at udfordringer med vandstanden i de nærliggende søer påvirker Panamakanalen. I 2023 betød lav vandstand i søerne, at den daglige skibstrafik blev reduceret fra 38 til 22 skibe.
RITZAU




