Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kharkiv, 27/01/2026 - 21:33

Fire meldes dræbt i russisk angreb på passagertog i Ukraine

Droneangreb på et tog er del af en bølge af russiske angreb, der ifølge Ukraine har dræbt mindst ti tirsdag.

Kharkiv Regional Prosecutor''s Of/Reuters

Af: /ritzau/

Et russisk droneangreb har dræbt fire personer og såret to om bord på et passagertog i den nordøstlige Kharkiv-region i Ukraine.

Det skriver den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på X.

Regionale anklagere oplyste tidligere tirsdag, at toget blev ramt nær en landsby, mens det kørte fra byen Tjop til byen Barvinkove i Kharkiv-regionen.

Ifølge anklagemyndigheden ramte to droner et område langs toget, mens en tredje drone ramte en af togets vogne, skriver Reuters.

Ifølge den ukrainske præsident var der mere end 200 passagerer om bord på toget. Han skriver, at der var 18 passagerer i den ramte togvogn.

Den ukrainske vicepremierminister, Oleksij Kuleba, har tidligere tirsdag beskrevet angrebet på toget som "en direkte handling af russisk terror".

På det tidspunkt var dødstallet og antallet af sårede ukendt.

Ifølge meldingerne fra Ukraines regering er mindst ti personer dræbt af russiske styrkers angreb i løbet af tirsdagen. Flere er sårede, herunder to børn og en gravid kvinde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tre personer blev dræbt i et droneangreb i storbyen Odesa i det sydvestlige Ukraine ifølge lokale myndigheder.

- Hvert eneste sådant russisk angreb udhuler det diplomati, der stadig er i gang, og undergraver indsatsen fra partnere, som hjælper med at afslutte denne krig, skrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på sociale medier i forbindelse med tirsdagens angreb ifølge AFP.

Russiske drone- og missilangreb har for nylig afbrudt strøm, lys og varme for millioner af ukrainere over hele landet.

Fra russisk side er den seneste melding omvendt, at det ukrainske militær har sendt omkring 100 droner mod Ruslands grænseregion Belgorod. Det oplyser det regionale kriseberedskab i en erklæring ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek