Hillerød, 03/09/2025 - 11:00
TV 2-værter og Tinka-stjerne står i spidsen for årets Knæk Cancer
Knæk Cancer-ugen kulminerer med et stort indsamlingsshow, der har Petra Nagel, Sarah Grünewald, Peter Frödin og Josephine Højbjerg som værter.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Kræftens Bekæmpelse og TV 2 går for 14. gang sammen om Knæk Cancer-kampagnen.
I uge 43 sætter organisationen og tv-stationen fokus på kræft.
Ugen kulminerer med indsamlingsshowet "Knæk Cancer - et show for sagen" lørdag 25. oktober med TV 2-profilerne Petra Nagel og Sarah Grünewald samt skuespilleren Josephine Højbjerg og entertaineren Peter Frödin som værter.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
- Vi håber, at vi igen i år sammen med værterne, de medvirkende og resten af Danmark kan sætte samtaler om kræft på agendaen og samle penge ind til en sag, som mange af os desværre har tæt inde på livet, siger redaktør Peter Toldberg Gamborg i pressemeddelelsen.
Indsamlingsshowet sendes direkte fra Royal Stage i Hillerød, hvor både talentfulde amatører og professionelle artister vil gå på scenen.
Showet vil være fyldt med underholdende og bemærkelsesværdige indslag fra medvirkende, der alle har en særlig grund til at stille op, tilføjer TV 2 i pressemeddelelsen.
Dagen inden - fredag 24. oktober - vil aftenens udgave af "Vild med dans" have særligt fokus på "Knæk Cancer".
Ud over sæsonens par, som blandt andre tæller tv-vært Camilla Ottesen og partner Thomas Evers Poulsen, medvirker to yderligere par, der danser for at samle ind til sagen.
Fire ud af ti i Danmark får kræft, inden de fylder 80 år. Sygdommen er den hyppigste dødsårsag, oplyser Kræftens Bekæmpelse.
- De to aftener minder os om, hvor grundlæggende kræft griber ind i mange menneskers liv - og om alt det håb og fællesskab, der vokser frem, når vi står sammen, siger organisationens administrerende direktør, Jesper Fisker, i pressemeddelelsen.
Igen i år vil indsamlingen støtte udvalgte projekter inden for kræftforskning, forebyggelse af kræft og støtte til mennesker ramt af kræft, oplyser TV 2.
/ritzau/