Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Næstved, 26/06/2026 - 15:34

Nordjyske bandemedlemmer får seks års fængsel for knivstikkeri

Seks mænd, der ifølge retten er en del af bandemiljøet i Nordjylland, forsøgte at dræbe en mand med kniv.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En decemberaften for to år siden blev en 33-årig mand forsøgt dræbt med flere knivstik i Nørresundby i Nordjylland.

Kort før midnat den 4. december ved boligområdet Strubjerg blev han jagtet af seks mænd til fods og i to biler.

Han blev påkørt og væltet af den ene bil og blev derefter tildelt 20 knivstik på både kroppen og i hovedet.

Den 33-årige mand slap med livet i behold, og fredag er de seks mænd i alderen 21 til 33 år blevet straffet med seks års fængsel for drabsforsøg.

Det er afgjort af Retten i Aalborg, der beskriver drabsforsøget som en "planlagt og målrettet aktion".

Fem af de dømte mænd har anket dommen til landsretten, hvor de vil frifindes. Den sidste mand har udbedt sig betænkningstid.

Et af de centrale spørgsmål i sagen har været overfaldets forbindelse til bandemiljøet i Nordjylland.

De seks dømte gerningsmænd er efter rettens opfattelse alle del af den kriminelle gruppering GT.

Ifølge anklagemyndigheden havde offeret en relation til den rivaliserende bande A12, hvorfor man krævede de seks mænd dømt efter bandeparagraffen. Det medfører en skærpet straf.

Retten har dog ikke fundet det tilstrækkeligt bevist, at offeret havde en tilknytning til banden, og derfor blev de seks overfaldsmænd ikke dømt efter den skærpende paragraf.

For at bandeparagraffen skal komme i spil, kræver det nemlig, at en forbrydelse sker enten med baggrund i en verserende voldelig konflikt mellem bander, eller at den er egnet til at fremkalde en sådan konflikt.

De dømte, Abdulkadir Mahdi Hussein, Omar Ali, Yasir Ali, Kamil Abbas, Andreas Nygaard Christensen og Adem Kececi, blev imidlertid alle idømt et såkaldt kontaktforbud gældende i seks år.

Det betyder, at de dømte i perioden ikke må tage kontakt til personer, som er medlem af GT-gruppen.

GT-gruppen har sit navn efter Grønlands Torv, som ligger i det område i Aalborg, hvor en del af gruppens medlemmer holder til.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek