Los Angeles, 14/11/2022 - 20:21
Medie: Jay Leno har forbrændt ansigtet i garageulykke
Jay Leno har aflyst et arrangement på grund af en "nødsituation". Ifølge TMZ er der tale om en forbrænding.
Af: /ritzau/
Den amerikanske talkshowvært Jay Leno har aflyst et arrangement ved en konference, efter at han angiveligt er blevet forbrændt i ansigtet.
Det skriver de amerikanske kulturmedier People og TMZ.
TMZ skriver, at den 72-årige komiker blev forbrændt, de en af hans biler pludselig brød i brand i hans garage.
People har set en mail, som er sendt til deltagerne ved den konference i den amerikanske by Las Vegas, som Jay Leno skulle have deltaget i.
Her lyder det, at han har aflyst på grund af en "alvorlig nødsituation".
- Hans familie har ikke givet os særlig mange detaljer, men der var en alvorlig nødsituation, som har forhindret Jay i at rejse.
- Vi ved, at han er i live, og vi beder for ham og hans familie, lyder det.
Ifølge TMZ blev Jay Leno forbrændt på den venstre side af ansigtet. Hans øjne og ører tog ikke alvorlig skade, erfarer mediet.
Leno blev bragt til et center for brandskader umiddelbart efter ulykken.
/ritzau/