Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2023 - 10:00

Tjekliste til brylluppet: Husk dette og få en uforglemmelig dag

Foråret varsler kirkeklokker og hvide slør i vinden. Her er fire punkter, som kommende brudepar bør krydse af inden det store ja.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Følelser og forventninger blander sig med traditioner og tusind tjekpunkter, når bryllupsfesten skal planlægges.

- Det er en kæmpe opgave at tage på sig, hvis man ikke lige er en professionel projektleder, siger journalist og forfatter Pernille Redder.

Hun står bag den nye guidebog "Bryllupsbogen", som rummer erfaringer fra 112 brudepar.

Og selv om der findes et væld af måder at fejre kærligheden på, er der nogle punkter, som alle kommende ægtefolk bør forholde sig til, mener hun.

1) Lav et detaljeret budget.

Tag en beslutning om, hvor mange penge der skal bruges på brylluppet, og planlæg ned i detaljen, hvordan de skal fordeles.

- Afsæt for eksempel 7000 kroner til brudekjolen. Ender du med at bruge mere på den, skal du vide, hvor du vil tage pengene fra i budgettet, siger Pernille Redder.

Husk også at lægge en sum til side, der kan komme i spil, hvis udgifterne alligevel skrider.

- Det er vigtigt med en buffer. 48 procent af parrene i "Bryllupsbogen" sprængte budgettet, siger Pernille Redder.

2) Tænk dagen igennem.

Som brudepar bør I sætte jer ned og tale hele bryllupsdagen igennem fra morgen til aften.

Den øvelse kan være en hjælp til at få øje på ting, som I ikke havde tænkt over at tage stilling til.

- Især i forhold til mad er det vigtigt. Det kan for eksempel være godt at have lidt at spise med, når man kører fra kirken ud for at blive fotograferet, siger Pernille Redder og fortsætter:

- I bogen fortæller en brud, at det var noget, som hun ikke havde tænkt på. Og da hun ankom til receptionen, var hun så nervøs, at hun ikke kunne spise noget. Hun endte med at blive så fuld, at der er mange timer af brylluppet, som hun ikke kan huske.

3) Husk hinanden.

- Det største chok, jeg fik, da jeg modtog svarene fra brudeparrene, var, hvor meget gommene bliver kørt ud på et sidespor, lyder det fra Pernille Redder.

I "Bryllupsbogen" angiver 85 procent af de 112 brudepar, at brylluppet primært blev arrangeret af bruden.

- Nogle brude begyndte at tvivle på, om gommen overhovedet var interesseret i brylluppet, men samtidig kunne de ikke give ham nogle opgaver, fordi de tog al styring med planlægningen, fortæller hun.

Som par bør man ifølge hende derfor huske at tage en snak på forhånd om, hvem der tager ansvar for hvad, og ikke glemme at tjekke ind hos hinanden undervejs.

- Respekter, hvad hinanden vælger. Hvis den ene beslutter menuen, skal den anden acceptere det valg, siger Pernille Redder.

4) Forlæng bryllupsboblen.

Om den er stor eller lille, så er bryllupsfesten en overvældende oplevelse.

Derfor anbefaler Pernille Redder, at de nygifte tager nogle dage fri efter den store dag.

- Der er mange, som i deres planlægning kun har tænkt frem til selve dagen, men egentlig gerne ville være blevet lidt længere i bryllupsboblen.

Især dem, der har brugt mange måneder på forberedelserne, kan blive ramt.

- Det er voldsomt at gå fra måske et års bryllupsplanlægning og så til et afdelingsmøde på kontoret mandag morgen, siger Pernille Redder.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek