Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Pyongyang, 19/03/2023 - 04:32

Nordkorea affyrer missil under amerikansk militærøvelse

Et ballistisk missil, der er affyret fra Nordkorea, er landet uden for Japans eksklusive økonomiske zone.

Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Nordkorea har søndag lokal tid affyret et ballistisk missil mod havet fra Den Koreanske Halvøs østkyst.

Det oplyser Sydkoreas hær til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Japans kystvagt meddeler også, at det, der blev affyret af Nordkorea, kan være et ballistisk missil.

Sydkoreas hær har ikke umiddelbart frigivet yderligere informationer om missilaffyringen.

Det japanske medie NHK skriver, at missilet tilsyneladende er landet uden for Japans eksklusive økonomiske zone.

En eksklusiv økonomisk zone omfatter havzonen omkring et land, hvor det givne land har suverænitet. Den strækker sig 200 sømil fra kysten.

Ifølge Yonhap er det et kortrækkende missil, som Nordkorea har affyret.

I øjeblikket er amerikanske og sydkoreanske styrker i gang med en 11 dage lang fælles militærøvelse, der har fået navnet "Freedom Shield 23".

Det er den største militærøvelse mellem de to lande siden 2017.

Torsdag affyrede Nordkorea også et missil, der landede mellem Den Koreanske Halvø og Japan. Det formodes at være et interkontinentalt ballistisk missil.

Missilaffyringen skete, få timer før Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, fløj til Japan.

Præsidenten skulle til Tokyo for at deltage i et topmøde, hvor et af punkterne var, hvordan man kan imødegå Nordkorea, der har atomvåben.

Sydkoreas militær sagde om torsdagens missilaffyring, at der blev affyret mindst et missil.

Et interkontinentalt ballistisk missil er en type af missiler, der kan skydes helt ud i det yderste lag af Jordens atmosfære og lande mange tusinde kilometer fra affyringsstedet.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek