Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/03/2024 - 10:00

Lene Beier: Vemodig og forløsende afsked med Danmark

Om få måneder flytter Lene Beier og hendes familie ud af deres hus. De har brug for pengene til at opfylde deres drøm om et drive et hotel i Østrig.

Rune øe/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Tv-værtsparret Lene og Anders Beier siger snart "Grüß Gott" til et østrigsk eventyr, der har været deres fælles drøm i over 20 år.

Parret, som har to sønner sammen, har nu fået solgt deres hus. Så jagten efter det hotel, de drømmer om at drive i alpelandet, er intensiveret.

- Næste lørdag har jeg en håndfuld hoteller, jeg skal ned og se - der er et par stykker - to af dem - som vi synes, ser meget lovende ud, fortæller Anders Beier.

Den 1. maj siger familien Beier "auf Wiedersehen" til hjemmet i Søvang på Amager i København. Det er det, der skal til, for at drømmen om det østrigske eventyr kan gå i opfyldelse.

- Det er en blanding af vemodighed og jo også en forløsning, siger Lene Beier og uddyber:

- Vi kan ikke komme videre med det andet, for vi har ikke økonomien til det, før vi har solgt huset. Men det bliver ikke fedt, den dag vi skal lukke døren. Det gør det ikke, understreger hun.

Folk omkring familien har spurgt, hvorfor de ikke bare udlejer deres hus i Danmark og forpagter et hotel i Østrig. Men parret har et særligt - og endnu hemmeligt - koncept i tankerne, de vil realisere. Derfor vil de gerne købe deres helt eget hotel.

For Anders Beier er skæringsdatoen 1. maj lige nu mere forløsende end vemodigt.

- Lige nu synes jeg, det er rart, siger han og uddyber:

- For den dag, man sætter det til salg, så gør man sig klar, og så er det ventetid, indtil det lykkes. Men selvfølgelig bliver det nok mærkeligt, sidste gang man lukker døren.

Anders og Lene Beier, som mødte hinanden, da de arbejdede på en sushirestaurant som unge, er begge af den indstilling, at hvis man aldrig træffer svære beslutninger, men altid gør det, der lægger ligefor, så får man et kedeligt liv.

- Er du sindssyg, vi ser frem til Østrig! Helt vildt!, udbryder Lene Beier begejstret, mens manden istemmer.

Den prisvindende tv-vært, som især er kendt fra "Landmand søger kærlighed", har tidligere understreget, at hun har snakket med TV 2 om, at hun skal fortsætte med at lave tv for kanalen på den ene eller anden måde.

/ritzau/

København, 14/12/2025 - 17:30

Kongeparret sender kondolence til Australien efter angreb i Sydney

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary skriver i hilsen, at de er dybt bedrøvede over angrebet på Bondi Beach.

Kong Frederik og dronning Mary sender søndag en kondolence til det australske folk og det jødiske samfund efter et dødeligt skyderi i Sydney.

- Vi og det danske folk er dybt bedrøvede over den tragiske nyhed om terrorangrebet på Bondi Beach i dag.

- Vi sender vores dybeste og inderligste kondolencer til alle de berørte, deres elskede, det australske folk og det jødiske samfund, skriver kongeparret i en meddelelse, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i skyderiet, som skete søndag morgen dansk tid. En af de formodede gerningsmænd er også død.

Videooptagelser fra stedet viser to mænd skyde fra en bro mod en menneskemængde. I det område, hvor menneskemængden befandt sig, var der en fejring af den jødiske højtid hanukkah.

Det var i Sydney, at dronning Mary, der er født i Australien, mødte kong Frederik. Det var i 2000, og kongen - på det tidspunkt kronprins - var i Sydney i forbindelse med de olympiske lege.

Motivet til angrebet søndag er ukendt, og de australske myndigheder har ikke fremlagt nogen oplysninger om de formodede gerningsmænd.

Myndighederne er heller ikke kommet med nogen detaljer om ofrene, heriblandt de mindst 29 personer, som blev såret.

Politiet har været ude at sige, at skyderiet bliver efterforsket som et terrorangreb, og Australiens premierminister, Anthony Albanese, har kaldt det et "et målrettet angreb på australske jøder på den første dag af hanukkah".

Også statsminister Mette Frederiksen (S) har kommenteret skyderiet.

- Jeg er forfærdet over det rystende terrorangreb ved Bondi Beach. Lysets fest afbrudt af mørke handlinger. Jeg sender mine dybeste kondolencer til ofrene og deres familier, har hun udtalt i et opslag på X.

I Danmark har myndighederne taget bestik af episoden. Rigspolitiet har bedt politikredsene om at skærpe opmærksomheden på jødiske lokaliteter efter angrebet i Australien, skriver DR og TV 2.

I forvejen har politiet en særlig opmærksomhed på jødiske lokaliteter, hvilket skyldes en generel vurdering fra PET.

Udenrigsministeriet har oplyst til Ritzau, at det ikke har kendskab til, at der skal være danskere blandt ofrene.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/12/2025 - 17:04

Kongeparret sender kondolence til Australien efter angreb i Sydney

Kong Frederik og dronning Mary skriver i hilsen, at de er dybt bedrøvede over angrebet på Bondi Beach.

Kong Frederik og dronning Mary sender søndag en kondolence til det australske folk og det jødiske samfund efter et dødeligt skyderi i Sydney.

- Vi og det danske folk er dybt bedrøvede over den tragiske nyhed om terrorangrebet på Bondi Beach i dag.

- Vi sender vores dybeste og inderligste kondolencer til alle de berørte, deres elskede, det australske folk og det jødiske samfund, skriver kongeparret i en meddelelse, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i skyderiet, som skete søndag morgen dansk tid. En af de formodede gerningsmænd er også død.

Videooptagelser fra stedet viser to mænd skyde fra en bro mod en menneskemængde. I det område, hvor menneskemængden befandt sig, var der en fejring af den jødiske højtid hanukkah.

Det var i Sydney, at dronning Mary, der er født i Australien, mødte kong Frederik. Det var i 2000, og kongen - på det tidspunkt kronprins - var i Sydney i forbindelse med de olympiske lege.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/12/2025 - 10:00

FAKTA: Kendetegn ved digital mobning

Mobning kan se forskellig ud, men følgende punkter kendetegner mobning på nettet: 

* Tonen bliver hårdere end i det fysiske rum, fordi deltagerne sidder på afstand og kan skjule sig bag skærmen. 

* Mobning kan foregå på alle tider af døgnet.

* Dem, der mobber, kan være anonyme. 

* Beskeder om offeret kan hurtigt offentliggøres og cirkulere rundt i længere tid. 

* Mobning kan være usynlig for voksne, fordi de ikke er til stede på de platforme, hvor mobningen foregår. 

Kilde: Red Barnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 14/12/2025 - 10:00

Digital mobning går ikke på juleferie

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Oplever dit barn mobning, kan utrygheden flytte med ind i højtiden. Sæt diskussionen om skærmtid i anden række, og stå sammen med andre voksne, lyder rådene.

Juleafslutning i skolen eller til spejder betyder ikke, at mobningen sættes på pause.

For når ferien begynder, fortsætter de nedladende kommentarer eller sårende billeder bag skærmen.

Hvad end mobningen foregår i chattråde, spil, på sociale medier eller i skolegården, har den samme effekt - børnene mister tillid til sig selv og fællesskabet.

Det fortæller Jon Kristian Lange, der er faglig konsulent hos Julemærkehjemmene og har arbejdet med børns digitale trivsel i mere end 25 år.

- Nogle gange kan der komme en handlingslammelse, når noget foregår digitalt. Børn skal have hjælp til at kunne håndtere en mobbesituation, uanset hvor den er, siger han.

Jon Kristian Lange forklarer, at de samme situationer, der udspiller sig i klassen, forlænges i for eksempel en gruppe på Snapchat eller andre sociale medier.

På den måde kan mobningen fortsætte døgnet rundt og være svær at spotte som forælder.

Derfor kan du med fordel blande dig i, hvad der fylder i dit barns digitale liv.

Når du spørger ind, så undgå spørgsmål som, "hvem har du snakket med online i dag?", og "hvad snakkede I om?"

Den type spørgsmål er svære for børn at svare på, fordi de simpelthen ikke kan huske det, forklarer Jon Kristian Lange.

Spørg i stedet ind til, hvordan deres humør har været i løbet af dagen.

- Når man begynder med at spørge ind til følelserne, så bliver det nemmere for børn at svare på, siger konsulenten og fortsætter:

- Så kan man prøve at spørge: "Må jeg ikke se, hvad det var, der gjorde dig ekstra glad eller ked af det?".

En analyse af Børns Vilkår viser, at 98 procent af børnene i 5. og 8. klasse bruger mindst et socialt medie.

Snapchat, TikTok og Instagram er blandt de mest populære på de to klassetrin, som organisationen har undersøgt.

Senest har en platform som Ønskeskyen, hvor du kan oprette en profil, sende venneanmodninger og få adgang til andres ønskelister, også vist sig at skabe pres i børnegrupper, skriver TV 2.

Ifølge mediet oplever flere fritidsklubber, at nogle børn ikke tør at skrive deres julegaveønsker på af frygt for mobning.

Hvis du oplever, at tiden, dit barn bruger bag skærmen, fører til mistrivsel, er et forbud ikke nødvendigvis den bedste strategi.

- Det kan være nemmere at give restriktioner på skærmtid, fordi det virker meget ligetil. Det er bare ja eller nej og tænd eller sluk, men mobning er mere kompleks end det, siger han.

I stedet for at diskutere timer og minutter kan du være ekstra opmærksom i de perioder, hvor børnene typisk finder sammen online.

- Ofte er det efter spisetid, at der er mest gang i debatten. Og hvis det er i juleferien, er det måske midt på dagen, siger Jon Kristian Lange.

Om mobningen foregår digitalt eller ej, forsvinder den sjældent af sig selv. Det kræver, at voksne tager ansvar sammen.

Det kan være til stor gavn at skabe gode relationer forældre imellem, inden der opstår konflikter online, pointerer Jon Kristian Lange.

- Jo flere aftaler man laver i fredstid, desto nemmere er det at række ud, når det stikker af, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek