Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/06/2025 - 16:21

Emirater sætter ambassadebygning i København til salg

Et eksklusivt palæ ved Fælledparken er sat til salg for et millionbeløb af De Forenede Arabiske Emirater.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis man står og mangler en masse kvadratmeter på en god adresse i Østerbro i København, så er der råd for det.

Mæglerselskabet Colliers har fået til opgave at finde en køber til ejendommen, der ligger på Øster Alle 33 - lige ud til Fælledparken og over for Parken.

Der er tale om det, der indtil nu har fungeret som ambassade for De Forenede Arabiske Emirater.

Men ambassaden står til at flytte, og dermed bliver de mere end 1200 kvadratmeter snart ledige.

- Den oplagte køber er for os at se enten en, der vil bruge ejendommen til beboelse, eller et firma, der står og mangler et domicil.

- Det sidste kræver godt nok en godkendelse fra kommunen, siger Ditlev Juul, der er erhvervsejendomsmægler hos Colliers.

Ejendommen blev senest handlet til en pris af 85,7 millioner kroner i august 2018, men det ligger ikke helt fast, hvad den skal koste i dag.

- Prisen er til forhandling, men den kommer under alle omstændigheder til at ligge højere end det, den nuværende ejer gav. Der er brugt rigtigt mange penge på at sætte ejendommen i stand, siger Ditlev Juul.

Ud over beliggenheden centralt på Østerbro og ud til Fælledparken fremhæver han også, at der følger 10-12 parkeringspladser med ejendommen, ligesom den også er indrettet med et højt sikkerhedsniveau.

Sikkerheden består blandt andet i indhegning, videoovervågning, separat vagthus og et sikkerhedsrum i kælderen.

Ejendommen var senest i medierne i 2022, hvor ambassadøren Fatema Khamis Al Mazrouei blev sendt til Norge og ambassaden lukkede.

I den forbindelse følte en række danske selskaber sig snydt, fordi de stod tilbage med ubetalte regninger for blandt andet ombygningen og vagtopgaver.

/ritzau/

København, 10/07/2025 - 09:12

DR forsvarer valg af omdiskuteret debattør på talenthold

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Harald Toksværd har før udtalt sig provokerende, men der er stadig plads til ham på talenthold, siger DR-chef.

DR er bevidst om, at Harald Toksværd, som er blevet optaget på DR's Talenthold, har "en fortid som provokerende debattør". Men det diskvalificerer ham ikke.

Det siger Jonas Delfs, chef for P3 og DR Talentholdet, til Berlingske.

Valget af Toksværd til Talentholdet har fået kritik af blandt andre Liberal Alliances kultur- og socialordfører Katrine Daugaard, som har kaldt det "fuldstændig absurd" på den sociale platform X.

- Harald Toksværd er ikke bare venstreekstrem. Han har også fejret politiske modstanderes død og opdigtet historier om politivold i ungdomshuset.

- Er det virkelig vores fælles public service-medie værdigt, har hun skrevet på X.

28-årige Harald Toksværd har gjort sig bemærket med flere kontroversielle udtalelser.

Blandt andet i 2023, da cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen døde.

Her delte Toksværd en artikel om dødsfaldet på X og skrev ifølge Berlingske: "gg, ez".

Det er et udtryk kendt fra gamermiljøet, som bruges til at udtrykke en let sejr efter et spil. Det står for "good game, easy".

Opslaget er efterfølgende blevet slettet, skriver Berlingske.

Jonas Delfs siger om opslaget til avisen, at det "står DR selvfølgelig ikke bag, men jeg ved også, at det er noget, han har fortrudt og derfor også valgte at slette den pågældende kommentar".

Delfs siger videre, at DR ikke skal vurdere alt, hvad Harald Toksværd har foretaget sig tidligere.

Det vakte ligeledes opsigt, da Harald Toksværd i 2023 forsvarede en fest, som blev holdt i det nye ungdomshus på Dortheavej 61 i forbindelse med Ritt Bjerregaards død. Festen havde titlen "Så er vi kvit, Ritt". Bjerregaard var overborgmester under rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Toksværd selv ønsker ikke at kommentere sagen over for Berlingske.

DR Talentholdet er et lønnet udviklingsforløb på to år i DR.

Harald Toksværd er en af i alt fire nye deltagere på Talentholdet. De er udvalgt blandt 1009 ansøgninger, fremgår det af en pressemeddelelse fra DR.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/07/2025 - 17:23

Melvin Kakooza i tårer efter hjerneskanning: Hvordan lever man med frygten?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Melvin Kakooza er stadig mentalt medtaget, efter at han for fire år siden fik fjernet en godartet tumor i hjernen. Lægerne holder stadig skarpt øje med ham.

Det er fire år siden, at den kendte komiker og tv-vært Melvin Kakooza fik bortopereret en tumor i hjernen på seks centimeter i længden og tre centimeter i bredden.

Men for et halvt år siden fandt lægerne noget på skanningen, som de ville holde øje med.

Efter det seneste tjek er meldingen fra lægerne den samme som sidst: Der er stadig noget, der skal holdes øje med.

Det fortæller den 33-årige tv-stjerne åbenhjertigt i et længere opslag delt på Instagram.

- Normalt bliver jeg scannet én gang om året. Men bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl, skriver han og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det her - alt det, der fulgte efter operationen - har været noget af det hårdeste. En ting er selve operationen, men noget helt andet er det, der kommer bagefter: følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres og frygten for at miste livet - uden at vide hvornår eller hvordan.

Efter skanningen brød Melvin Kakooza sammen i sin bil.

- Ikke fordi jeg tror, jeg skal dø. Men fordi frygten for det - frygten for ikke at vide hvornår - er kommet tættere på, fortæller han hudløst ærligt.

Melvin Kakooza beskriver, at han har været vred, sur og ude af sig selv. Han har med egne ord reageret på måder, han aldrig forinden havde troet, at han ville.

- Jeg tror, det er, fordi jeg ikke har talt nok om efterspillet, skriver han og fortsætter længere nede i opslaget:

- Jeg synes, det er så vigtigt, at vi taler mere om det psykiske efterspil. At det ikke kun handler om at blive rask, men også om hvordan man lever med usikkerheden bagefter. Og hvordan det, vi bærer, kan gå ud over dem, vi elsker mest.

Efter operationen i 2021 blev Melvin Kakooza også ramt af svære komplikationer og fik svælgparese.

Da han vågnede efter det omfattende indgreb, kunne han ikke tale eller synket, og det fik ham til at gå i panik. Han fik straks noget vand og noget is, men det røg ikke ned i mavesækken, men i lungerne. Det var ved at koste ham livet, fortalte han til tidligere fodboldtræner Troels Bech i podcasten "Bech bag bolden" i 2021.

- Der er faktisk en nat, hvor min mor er til stede, og hun står op til, at jeg simpelthen har fået hjertestop og bliver genoplivet og ryger på intensivafdelingen på Rigshospitalet, hvor jeg er tre til fire uger.

Efter indlæggelsen var han igennem en omfattende fysisk og mentalt genoptræningsforløb, så han kunne vende tilbage på skærmen og på standupscenen igen.

Melvin Kakooza begyndte sin karriere i dansk showbusiness i 2017, hvor han vandt DM i standup og forlod lærerseminariet for at underholde.

Han har været vært på underholdningsprogrammer som "Helt sort", "Hesten og gæsten", "Smæk for skillingen" og sit helt eget selvbetitlede talkshow på TV 2.

Derudover står han også bag komedieserien "Sunday".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/07/2025 - 08:00

FAKTA: Skoldning kræver sjældent lægebehandling

* Det er meget sjældent, at solskoldning kræver lægebehandling. Derhjemme kan du lindre solskoldningen ved at:

* Køle huden. Det kan være med vand eller kolde klude.

* Anvende fugtighedscreme på den skoldede hud.

* Eventuelt tage smertestillende håndkøbsmedicin.

* Prikke hul på eventuelle blærer med en ren nål.

* Eventuelt anvende en mild creme med binyrebarkhormon.

* Har du stadig smerter eller anden forværring, bør du søge yderligere behandling.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/07/2025 - 08:00

FAKTA: Derfor kan uv-stråler medføre kræft

* Dit DNA kan sammenlignes med en bog, som kroppen læser for at kende opskriften på de celler, den skal lave, og de funktioner, den skal udføre.

* Uv-stråler laver skader på hudens DNA, og på den måde opstår der stavefejl i opskriften.

* Normalt bliver langt de fleste skader rettet hurtigt op igen, men ved skoldning kan der komme så mange skader, at kroppens immunforsvar ikke kan følge med.

* Når der kommer fejl i DNA'et - og dermed opskriften - fører det til, at kroppen laver celler, der opfører sig forkert - for eksempel ved at dele sig uhæmmet. På den måde kan koppen komme til at lave kræftceller i stedet for almindelige hudceller og melanocytter.

Kilder: hudlæge Stine Simonsen og projektchef hos Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv