København, 10/06/2025 - 22:51
Tuchels England skuffer på ny med nederlag til Senegal
Harry Kane bragte England foran i testkampen mod Senegal, men det endte med engelsk nederlag i Nottingham.
Phil Noble/Reuters
Af: /ritzau/
Der er grund til bekymrede miner hos landstræner Thomas Tuchel efter det engelske landsholds præstationer den seneste uge.
I lørdags blev det blot til en sejr på 1-0 over Andorra, der er rangeret som Europas fjerdedårligste landshold og ligger nummer 173 på Fifas verdensrangliste.
Og tirsdag aften fulgte Tuchels tropper op med et nederlag på 1-3 i en testkamp mod Senegal.
Nederlaget udspillede sig foran de engelske fans i Nottingham. Fansene kunne ellers se Harry Kane score sit fjerde mål i lige så mange kampe, siden Tuchel har overtaget mandskabet.
Bayern Münchens stjerneangriber var hurtigt over en ripost efter seks minutter, og det tegnede godt for den engelske indsats.
Men det var samtidig sidste gang, at hjemmeholdets fans fik lov til at juble over et gyldigt mål.
Fem minutter før pausen spurtede Ismaïla Sarr fra forsvarsspilleren Kyle Walker og nåede først på et indlæg, han sendte i nettet til 1-1.
Godt en time inde i kampen gik det galt igen i den engelske defensiv. En simpel dybdebold sendte Habib Diarra alene igennem med målmand Dean Henderson, som på uheldig vis rettede bolden i eget mål med benet.
I slutningen af kampen var det en arm, der gav England problemer. Jude Bellingham troede ellers, at han havde scoret det udlignende mål, men videobilleder viste, at Levi Colwill forinden havde armen på bolden.
Dommeren Stéphanie Frappart tog sig god tid, mens hun så sekvensen igennem, og fjernede derefter målet fra tavlen.
I stedet blev det 3-1 i tillægstiden. Senegal kørte en omstilling til perfektion, og Cheikh Sabaly lukkede kampen.
Den gode nyhed for England var, at der ikke var point på spil til VM-kvalifikationen.
Det var der til gengæld for Holland, som på hjemmebane pryglede Malta med 8-0. Memphis Depay og Donyell Malen scorede begge to gange.
/ritzau/