Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/04/2024 - 10:00

Silas Holst: Jeg stopper som danser

Dans på professionelt niveau er snart ovre for musicalstjernen Silas Holst. Fra næste år vil han kun fokusere på roller med skuespil og sang i centrum.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Danseskoene er slidt op for Silas Holst. Den kendte Vild med dans- og musicalstjerne har besluttet at stoppe som professionel danser til næste år.

Det fortæller han i en pressemeddelelse.

- Jeg må erkende, at kroppen ikke er så ung, som den har været, og derfor føler jeg, at tiden er inde til at tage hul på en ny etape af min karriere, lyder det fra Silas Holst.

Inden det store farvel venter dog to store danseroller på de skrå brædder. Til efteråret spiller han hovedrollen i forestillingen "Saturday Night Fever - The Musical", og til foråret gælder det "Strictly Ballroom - The Musical".

Men når tæppet er gået for sidste gang på sidstnævnte, er det slut med dansebærende roller, understreger den 41-årige showman, der også er på vej med en ny bog, der får titlen "Tak for dansen" og udkommer til september.

- Om et år starter et nyt og spændende kapitel i min karriere. Herefter vil jeg fokusere på musicalroller, hvor sang og skuespil er i centrum - men måske der engang i mellem sniger sig et enkelt dansetrin ind, siger Silas Holst i pressemeddelelsen.

Silas Holst har danset, siden han var ganske lille og blev landskendt gennem TV 2-programmet "Vild med dans", som han har vundet tre gange.

Senest snuppede han i 2019 førstepladsen sammen med skuespiller Jakob Fauerby, der dermed blev det første par i verden af samme køn, der sikrede sig trofæet.

De senere år har Silas Holst haft kalenderen fyldt op af roller i alskens musicalopsætninger. Derudover holder han foredrag, skriver bøger og driver sin egen danseskole.

- Dansen har været udgangspunktet for hele min karriere, den har fyldt alt, og jeg har elsket at danse altid. Jeg har mange utroligt dejlige minder med dansen, både fra min medvirken i "Vild med dans" og på scenen i en lang række forestillinger, siger Silas Holst i pressemeddelelsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek