Herning, 28/06/2026 - 11:28
Magnus Cort vil hellere stoppe på toppen end køre for længe
Magnus Cort har opnået det meste og føler sig klar til at stoppe cykelkarrieren, fortæller han.
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Da Magnus Cort lørdag annoncerede, at han stopper karrieren efter 2026-sæsonen, kom det som en overraskelse for mange cykelfans.
Men for den 33-årige Uno-X-profil har beslutningen været længe undervejs.
Det fortæller han dagen efter, hvor han stiller til start ved DM i linjeløb i Herning.
- Det har været en langsom proces, men jeg tror, at tanken har ligget der længe, siger han.
Karrierestoppet kommer, selv om sejrsmaskinen fortsat føler, at han kører på 100 procent. Så sent som i marts tog han karrierens 35. sejr, da han vandt en etape i Catalonien Rundt.
Alligevel er han ikke i tvivl om, at tidspunktet er det rigtige.
- Jeg har været med i mange år og oplevet mange ting. Man ofrer meget, og jeg føler efterhånden ikke, at der er så meget nyt for mig, jeg kan opnå, siger Cort.
- Så jeg vil hellere stoppe på toppen end at køre et par år for meget.
Magnus Cort har i sin karriere vundet etaper i alle tre grand tours, én i Giro d'Italia, to i Tour de France og seks i Vuelta a España.
Derudover har han blandt andet vundet to etaper i Paris-Nice, en etape i Catalonien Rundt, en etape i Critérium du Dauphiné og den samlede sejr i Arctic Race of Norway.
Om en uge kører han Tour de France for sidste gang i karrieren. Men det ændrer ikke på hans tilgang til løbet.
- Ud over at det følelsesmæssigt måske bliver lidt specielt, så kommer det ikke til at betyde noget.
- Jeg har altid forberedt mig, så godt jeg kan, og det har jeg også gjort i år, siger han.
Det, Cort kommer til at savne mest ved cykling, er kammeratskabet på holdet.
Én af hans nuværende holdkammerater på Uno-X, Anthon Charmig, beskriver det som en "stor ære" at have kørt på hold med Cort.
- Han har været en af de største cykelryttere, mens jeg kom op som teenager og ung professionel, så det er stort at køre på hold med ham, siger den 28-årige Charmig.
- Samtidig synes jeg også bare, at han har været en af drengene på holdet.
/ritzau/




