Herning, 16/05/2025 - 06:30
Ishockeymænd ser sig selv som klare favoritter mod Ungarn
Spiller Danmark op til sit bedste, vinder man ni ud af ti gange mod Ungarn, mener landstræner Mikael Gath.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En kamp, der skal vindes.
Sådan lyder det danske ishockeylandsholds vurdering af den opgave, der venter fredag eftermiddag ved VM.
Modstanderen er Ungarn, der ligesom Danmark har tre point og præcis som danskerne har besejret Kasakhstan. Alligevel bør danskerne have et bedre hold, mener kaptajn Jesper Jensen Aabo.
- Det ungarske hold spiller okay med pucken og spiller rimelig struktureret. Men skal jeg være helt ærlig, tænker jeg ikke så meget på Ungarn, men mere på vores eget spil.
- Hvis vi gør det, vi gerne vil, så er jeg sikker på, at resultatet går vores vej. Det er jo et hold, der er under os på verdensranglisten, så det er en af de kampe, vi skal vinde, siger Jesper Jensen Aabo.
Ungarerne er rangeret som nummer 18 i verden. Det er syv pladser under Danmark.
Spillerne har et ganske frisk kendskab til hinanden, for det er kun tre uger, siden de to nationer mødtes i to opvarmningskampe på ungarsk grund.
Danmark vandt den første 6-2 og tabte 2-4 i den anden.
- Ungarn kan godt være lidt at svær at bedømme, men holdet har visse spillere, der er ganske dygtige, og alle spiller med stor passion. Det gælder om, at vi er klar, siger landstræner Mikael Gath.
Adspurgt om det er en af den slags kampe, hans hold forventer at vinde, er han klar i mælet.
- Ja, det mener jeg. Det ungarske hold ligner Kasakhstan i forhold til kvaliteten og måden, det spiller på. Det lykkedes os at slå Kasakhstan. Og leverer vi en indsats på 100 procent, vil jeg vurdere, at vi slår Ungarn ni ud af ti gange, siger Mikael Gath.
En dansk sejr over ungarerne holder liv i kvartfinaledrømmen og skyder Danmark i betryggende afstand af nedrykningsfaren.
Opgøret mod Ungarn er Danmarks eneste eftermiddagskamp i VM's gruppespil. Den første puck bliver smidt klokken 16.20.
/ritzau/