København, 26/03/2026 - 18:32
Lose om forhandlinger med S: Svært at se at vi har meget at tale om
V-valgresultat skal evalueres grundigt, siger formand. Lose bekræfter, at V deltager i forhandlinger fredag.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venstre møder op til regeringsforhandlinger fredag hos kongelig undersøger Mette Frederiksen (S), selv om de to gamle regeringskollegaer ikke "har så meget tale om".
Det siger Venstre-næstformand Stephanie Lose til DR.
Lose er torsdag aften på vej til et gruppemøde på Christiansborg, hvor der bliver budt velkommen til Venstres nye medlemmer.
- Med den politik, som Socialdemokratiet er gået til valg på, så har vi svært ved at se for os, at vi har så meget at tale om. Det finder vi ud af, når vi kommer i Statsministeriet i morgen, siger Lose til DR.
Men Venstre "kommer altid, når vi bliver inviteret", lyder det videre.
Socialdemokratiet meddelte tidligere torsdag, at syv partier - herunder Venstre - er blevet indkaldt til sættemøder fredag, når Mette Frederiksen tager hul på processen med at danne en ny regering efter folketingsvalget tirsdag.
Hun har givet sig selv mandat til at forsøge at danne en regering, som ud over Socialdemokratiet skal have deltagelse af SF og De Radikale.
Stephanie Lose siger, at Venstre "selvfølgelig ikke" kan støtte en sådan regering.
På valgnatten lød det fra formand Troels Lund Poulsen, at Venstre ser to muligheder efter valgresultatet, hvor partiet fik 10,1 procent af stemmerne.
- En er, at vi får en blå midterregering, eller at vi går i opposition, hvor vi selvfølgelig vil søge indflydelse, sagde han.
De samme scenarier nævner Stephanie Lose torsdag aften over for TV 2.
Til samme medie siger Troels Lund Poulsen på vej til gruppemødet, at valgresultatet, der var partiets dårligste nogensinde, skal evalueres.
- Jeg har sagt allerede fra starten af, at det bliver vi nødt til at have en grundig evaluering af, og det får vi også, siger formanden til TV 2.
/ritzau/




