Ayia Napa, 23/04/2026 - 14:55
EU-lande er enige om milliardlån til Ukraine og sanktioner mod Rusland
EU-topmødet i Cypern bliver indledt med gode nyheder til Ukraines præsident, Zelenskyj, der selv deltager.
Yiannis Kourtoglou/Reuters
Af: /ritzau/
Både EU-lånet til Ukraine på 90 milliarder euro og den 20. sanktionspakke mod Rusland er torsdag blevet vedtaget af EU-landene.
Det oplyser det cypriotiske EU-formandskab.
- De skriftlige procedurer vedrørende ændringen af forordningen om den flerårige finansielle ramme, der danner grundlag for støttelånet på 90 milliarder euro og den 20. sanktionspakke mod Rusland, er blevet afsluttet med et positivt resultat. Begge sager er blevet vedtaget med enstemmighed, oplyser en talsmand for det cypriotiske EU-formandskab.
Dermed bliver det uformelle EU-topmøde i Cypern indledt med en forløsning, der har været længe undervejs.
- Det cypriotiske formandskab har arbejdet utrætteligt for at sikre, at alle elementer, der var nødvendige for lånet, var på plads.
- Udbetalingen af lånet vil begynde så snart som muligt og yde afgørende støtte til Ukraines mest presserende budgetbehov. EU står fast i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet, siger Makis Keravnos, der er Cyperns finansminister.
Under afgående premierminister Viktor Orbán har Ungarn siden EU-topmødet i december blokeret det vigtige lån til Ukraine.
Pengene skal både gå til det fortsatte krigsindsats mod Rusland og til at holde det ukrainske samfund kørende. Der har været meldinger om, at Ukraine vil løbe tør for penge i maj, hvis lånet ikke udbetales.
Derfor vil torsdagens beslutning udløse lettelse både i Ukraine og i Bruxelles.
Ungarn og Slovakiet har desuden længe blokeret den 20. sanktionspakke mod Rusland, som skal stramme grebet om den russiske olieeksport.
Den 20. sanktionspakke indeholder blandt andet grundlaget for et fremtidigt forbud mod søtransport af russisk olie.
Forbuddet skal ifølge det cypriotiske formandskab indføres i "tæt samarbejde og efter drøftelser" med G7-medlemmerne og andre deltagende lande.
Dermed er det indtil videre et åbent spørgsmål, om EU selv vil indføre forbuddet - eller vente på opbakning fra G7.
EU-Kommissionen har tidligere meldt ud, at EU kan indføre forbuddet uden opbakning fra G7-landene, heriblandt USA.
Det vil dog ikke have samme effekt som et forbud med USA.
Ud over det maritime forbud er 60 enheder blevet føjet til sanktionslisten over personer, enheder og organer, "der støtter Ruslands militær- og industrikompleks i dets angrebskrig mod Ukraine".
De vil blive omfattet af strengere eksportrestriktioner for varer og teknologi med dobbelt anvendelse. Det vil sige, at de både kan anvendes til civile og militære formål.
Samt restriktioner for varer og teknologi, der kan bidrage til "den teknologiske forbedring af Ruslands forsvars- og sikkerhedssektor".
Samtidig er 20 kredit- eller finansielle institutioner blevet føjet til sanktionslisten.
Endelig er 46 skibe blevet udpeget som del af Ruslands skyggeflåde, der transporterer energi og dermed tjener penge ind til Ruslands krigsmaskine.
Med torsdagens beslutninger tegner der sig måske en lysere fremtid med øget EU-sammenhold om Ukraine, efter valgnederlaget til Viktor Orbán.
Det kan Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, selv få en bedre fornemmelse af, når han torsdag aften deltager i en arbejdsmiddag ved topmødet.
Dermed kan Ukraine ende med at overskygge Mellemøsten, de høje energipriser og EU's langsigtede budget, som ellers var hovedemnerne for det uformelle EU-topmøde.
/ritzau/




