Washington D.C., 10/03/2026 - 18:47
USA's energiminister fjerner opslag om eskorte af olietanker
Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor minister har fjernet opslag om olietankskib.
Af: /ritzau/
Den amerikanske energiminister, Chris Wright, har fjernet et opslag på sociale medier om, at den amerikanske flåde har eskorteret en olietanker gennem Hormuzstrædet.
Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor opslaget er blevet fjernet.
I opslaget, som nu er fjernet, skrev Wright, at formålet med eskorten var, at olien "bliver ved med at flyde til de globale markeder".
Hormuzstrædet mellem Oman og Iran har været så godt som lukket under den igangværende krig i Iran.
Det smalle stræde har stor betydning for verdens oliehandel.
Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet.
/ritzau/




